headspace på Spejdernes Lejr

2. august 2017

Næsten 40.000 danske og internationale spejdere var samlet i Sønderborg til den store Spejdernes Lejr. Og headspace var selvfølgelig med.

Selv en beredt spejder kan få brug for nogen at tale med. Og mange slog da også vejen forbi headspace-tipien under årets Spejdernes Lejr i Sønderborg.

Det var ansatte og frivillige fra headspace i Aabenraa, Odense og Billund der oplevede spejderlivet helt tæt på. Og interessen for headspace var stor.

”Der var mange spejdere, der kom forbi vores telt for at få en snak og et bolsje. Mange nød at komme ind og få lidt ro på og slappe af. Og så kunne vi mærke, at især de sidste dage, der begyndte hjemveen at melde sig hos nogle af dem. Og så fik vi talt lidt om det”, siger Kim Callesen, der er centerchef i headspace Aabenraa.


Afslapning og bolcher i headspace-tipien

Spejderlederne søgte gode råd
Det var ikke kun spejderne selv, der gerne ville have en snak og høre mere om headspace. Det ville spejderlederne også gerne. 

”De var meget interesserede i at høre mere om, hvor man kan finde headspace og ikke mindst, hvad vi hjælper børn og unge med”, fortæller Kim Callesen. 

For mange spejderledere oplever, at børn og unge er triste i det daglige og at problemerne ikke altid forsvinder, når man tager uniformen på og er en del af spejderfællesskabet.

”De ser mange af de samme ting, som vi også ser i headspace. At flere er triste og usikre på sig selv. Der er mange, der mangler selvtillid og har dårligt selvværd – og det er ofte børn og unge, der umiddelbart ser ud til at have styr på tingene”, siger Kim Callesen. 

Et fantastisk fællesskab   
Selv om der også blev talt lidt om hjemve og svære følelser, så var Spejdernes Lejr mest af alt en kæmpe oplevelse for headspacerne. 
I headspace er der over 400 frivillige over hele landet, og Kim Callesen og de andre headspace nød også at se, hvordan frivillighed ser ud med spejderuniform på.

”Langt det fleste, der er aktive i spejderbevægelsen er frivillige. Den gejst og det fantastiske fællesskab, man oplever, kan ikke undgå at smitte af. Man fik lyst til at kaste sig ud i spejderlivet og bygge noget ud af rafter”, griner Kim Callesen.