VirksomhedsNetværket og job- og uddannelseslæring

Job- og uddannelseslæring er et helt unikt tilbud til unge, som af den ene eller anden grund er faldet ud af uddannelsessystemet eller arbejdsmarkedet.

Kongstanken bag joblæring er at give unge en chance for igen at finde fodfæste på arbejdsmarkedet eller vende tilbage til skolebænken.

Job- og uddannelseslæring er et alternativ til jobcentret og den kommunale beskæftigelsesindsats. Her får den unge styrket troen på sig selv og egne evner samt en succesoplevelse på arbejdsmarkedet.

For det kræver et stærkt netværk at komme tilbage på ret kurs.

Job- og uddannelseslæring dækker over et firemåneders forløb, hvor unge ansættes på lige løn- og arbejdsvilkår, og hvor virksomhederne på den ene side stiller krav til de unge, men samtidig hjælper dem med at blive en del af et arbejdsfællesskab.

Forløbet sker i tæt samarbejdet med headspace, og undervejs er både den unge og virksomheden i løbende kontakt med det lokale headspace, der tilbyder støtte og sparring. 

Læs mere om, hvordan du kan komme i job- og uddannelseslæring

For virksomheder der vil gøre en forskel
Job- og uddannelseslæring under VirksomhedsNetværket er udsprunget af erhvervslivets sociale engagement blandt en række virksomheder i Esbjerg, der har haft et brændende ønske om at hjælpe unge, der er på kanten af uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet. 

Efter de gode erfaringer fra headspace Esbjerg er vi nu klar til at rulle VirksomhedsNetværket ud flere steder i landet. 

Joblæring gør det muligt for virksomheder at gøre en forskel for udsatte unge på en nem og ubureaukratisk måde. Det lokale headspacecenter matcher unge, der har lysten og viljen til at komme tilbage på arbejdsmarkedet, med virksomheder i lokalområdet.

”Vi har en åben og direkte adgang til headspace. Der er ikke et hav af offentlige dokumenter, der skal udfyldes og sendes frem og tilbage, fordi vi ansætter direkte. Det er mindre bureaukratisk, og der er en helt anden nærhed og forståelse for det enkelte menneske”, fortæller Aase Bjerregaard Christensen, HR-ansvarlig i Blue Water Shipping.