Virksomhedsnetværk headspace Aalborg

VirksomhedsNetværket i headspace Aalborg

headspace Aalborg søger lokale virksomheder, der vil tage et socialt ansvar og hjælpe unge headspacebrugere med at komme ind på arbejdsmarkedet

Har du og din virksomhed lyst til at gøre en forskel for unge, der har brug for en ekstra håndsrækning til at komme ind på arbejdsmarkedet, så søger headspace Aalborg lige nu arbejdspladser, der har lyst til at blive en del af VirksomhedsNetværket. 

VirksomhedsNetværket er lokalt forankret og er et samarbejde mellem nordjyske virksomheder og headspace Aalborg, der matcher motiverede unge med virksomhederne i netværket.

Vi søger virksomheder indenfor alle brancher - især detailhandel, kontor, lager, logistik og håndværksmæssige fag. 

Som noget særligt for VirksomhedsNetværket i Nordjylland er Jan Vestergaard, tidligere administrerende direktør i Aalborg Industries, tilknyttet projektet. Vi er både glade for og stolte af, at en kapacitet som Jan Vestergaard har kastet sig helhjertet ind i projektet og vil bruge sin erfaring til at skabe et endnu stærkere netværk.

Hvad er job- og uddannelseslæring?

Job- og uddannelseslæring dækker over et firemåneders forløb, hvor unge ansættes på lige løn- og arbejdsvilkår, og hvor virksomhederne på den ene side stiller krav, men samtidig hjælper den unge med at blive en del af et arbejdsfællesskab. Ligesom virksomheden udpeger en mentor blandt de ansatte, der både kan give den unge et klap på skulderen og et ekstra skub i den rigtige retning. 

Forløbet sker i tæt samarbejdet med headspace, og undervejs er både den unge og virksomheden i kontakt med headspace, der tilbyder støtte og sparring. 

For virksomheder der vil gøre en forskel

Job- og uddannelseslæring under VirksomhedsNetværket er udsprunget af erhvervslivets sociale engagement blandt en række virksomheder i Esbjerg, der har haft et brændende ønske om at hjælpe unge, der er på kanten af uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet.

Efter de gode erfaringer fra headspace Esbjerg er vi nu klar til at rulle VirksomhedsNetværket ud i Nordjylland. Job- og uddannelseslæring er et supplement til jobcentret og den kommunale beskæftigelsesindsats. Her får den unge styrket troen på sig selv og egne evner samt en succesoplevelse på arbejdsmarkedet.

For det kræver et stærkt netværk at komme tilbage på ret kurs.

Hvis du vil vide mere om VirksomhedsNetværket i Aalborg, kan du kontakte Line Brix Madsen, centerchef i headspace Aalborg på lm@headspace.dk

Læs mere om VirksomhedsNetværket


www.headspace.dk bruger cookies

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere og giver info om, hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. www.headspace.dk bruger primært cookies til trafikmåling, login og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om cookies på www.headspace.dk her --