Morten Levinsen er ambassadør i headspaces nye initiativ Brug Bolden, fordi han vil være med til at gøre det muligt at tale om sårbarhed, selvom du er fodboldspiller.

Efter Mortens farvel til fodboldverden: ”headspace stillede de helt rigtige spørgsmål”

6. december 2018

Siden han var seks, havde fodbold været en del af hans hverdag. Men da Morten i en alder af 23 år valgte at stille fodboldstøvlerne på hylden, boblede sårbarheden op til overfladen. Han følte sig alene, og de følelser, han havde lagt låg på, kom nu op til overfladen.

 Hvad gør man, når alt det, som man kender til, som har været omdrejningspunktet i ens tilværelse, pludselig ikke længere siger én noget?

Det var virkeligheden for 24-årige Morten Levinsen, da han for et år siden befandt sig på Island som fuldtidsprofessionel. Han havde lige siden han var dreng drømt om at komme til det store udland og gøre karriere. Jagten på drømmen havde ført ham fra divisionsfodbold i Storkøbenhavn til Australien. Og havde nu sendt ham til østkysten af Island og spille for KF Fjardabyggdar – ikke den fodboldmæssige drøm, som han havde gået med som dreng, men pengene var bedre til trods for, at der kun var omkring 500 mennesker til hjemmekampene. 

Lidt noget andet end da han for over 15 år siden begyndte i B.93. Tiden i Island og de seneste års rundtur i fodboldverden havde også givet den unge Nørrebrodreng nye perspektiver.

”Jeg ville videre i mit liv, og jeg var nysgerrig på, hvad der var på den anden side af fodboldverden, som jeg havde været en del af, stort set siden jeg kunne sparke til en bold. Under min tid i Island var jeg begyndt at tænke meget over, hvem jeg var, og om der var andet i tilværelsen end fodbold. Her gik det op for mig, at jeg ville være mere end en fodboldspiller, men jeg vidste ikke hvad.”

Morten kunne mærke, at han havde brug for at tale med nogen, at han havde brug for retning. Tanker fra barndommen om forældrenes skilsmisse og en turbulent periode med en ekskæreste, hvis mor havde fået kræft, var et par ting, som han aldrig rigtigt havde fået bearbejdet.

”Da min daværende kærestes mor pludselig fik alvorlig kræft, fortalte jeg det hverken til min træner eller sportschef.” 

Det førte faktisk til, at Morten blev fyret fra B.93, da han kom hjem fra en ferie med ekskæresten, efter hendes mor var død. Morten havde på forhånd fået at vide, at det ”blot” ville få økonomiske konsekvenser for ham, hvis han tog afsted. Men det var ikke det eneste, da han kom, blev han mødt af en fyreseddel.

”Min drøm knækkede. Jeg var slået helt ud og lukkede mig inde i et mørkt værelse. Der er ingen tvivl om, at jeg gik igennem en kæmpe nedtur. Jeg følte, at det var min egen skyld, og jeg blev usikker på, hvad der skulle ske nu.”

Et hårdt farvel

Morten fik hanket op i sig selv og tog til Australien for at komme væk. Det hele begyndte at give mening igen. Det at have trænet seks gange om ugen og spillet kamp ved siden af gav nu mening, for nu kunne han bruge fodbolden til at få oplevelser. 

Næste stop blev et ophold i Island, og her fortsatte Morten med at finde ud af, hvem han var, og hvorfor han i mange år havde løbet uforløst rundt på danske fodboldbaner uden at tage skridtet videre end divisionsbold. 

”Jeg havde svært ved at se det, men fodbold kan godt blive en drøm, som man har jagtet lidt for længe uden at komme nogen steder eller tænke over det. Alle drømmer om at komme på landsholdet, men det er måske en eller to spillere, det lykkes for pr. årgang. Tænk på, hvor mange knuste drømme, der er i fodboldverden.”

Mere end en fodboldspiller

Tiden i Island havde fået Morten til at rejse en masse spørgsmål, og da han gik ind over tærsklen til headspace i København, håbede han, at de kunne hjælpe ham til at få retning og finde ud af, hvem han var. 

”Da jeg først stoppede til fodbold, fandt jeg ud af, at jeg havde masser af frihed og tid. De faste og lidt låste rammer var væk. Faktisk vidste jeg ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg vidste ikke, hvad jeg interesserede mig for udover fodbold. Jeg begyndte at feste meget og ryge. For nu var jeg fri, en ung fri mand, som kunne gøre alt det, som jeg havde givet afkald på,” fortæller Morten og tilføjer:

”Men efter at have oplevet bruddet med fodbolden som en form for personlig frihed kom der et stort tomrum. For jeg vidste ikke, hvem jeg var – hvad jeg kunne udover fodbold og fest.”

Han blev mødt af to frivillige unerådgivere, der tog imod ham og fik ham til at føle, at han kunne tale om, hvem han var. Efter lidt tid spurgte den ene: ’Nå Morten, hvem er du så?’

”Jeg frøs. Af en eller anden mærkelig grund kunne jeg ikke svare på det. Jeg forsøgte at forklare, hvem jeg var, men det eneste, det handlede om, var, at jeg havde været fodboldspiller. Så han spurgte: ’Kan du ikke bare være Morten, der plejede at være fodboldspiller?’”

”For mig var det et meget provokerende spørgsmål. Jeg tænkte, at det ikke hjalp overhovedet at sidde her og tale om det. Det var faktisk sådan, at i en kort periode stoppede jeg med at komme i headspace. Men det havde sat gang i noget i mig. Det, at han turde stille de helt grundlæggende spørgsmål så konkret og så tidligt, gav mig en masse at tænke over og noget retning. Det var de spørgsmål, som åbnede op for det hele. De satte noget i gang, og til trods for min vrede og min frustration, som det også fik frem, ramte det hovedet på sømmet.”

Fandt frem til et frirum 

”Jeg begyndte at tale om de ting, som jeg ikke havde haft mulighed for i fodboldverden, og jeg fik hjælp til at finde en ny retning. Det var grunden til, jeg blev ved. Der var nogen, der turde og kunne stille de vigtige spørgsmål.”

Morten fik talt om de svære ting i livet. Han begyndte at studere, og langsomt fik han opbygget en ny Morten. En version af Morten, der var mere end en fodboldspiller. 
”Som fodboldspiller accepterer man lidt i blinde den verden, man er en del af. Det har ikke noget at gøre med, at fodboldspillere er dumme, men de lever anderledes. De er blevet fodret med en drøm om, at hvis du vil være fodboldspiller, så skal du gå den her vej, ned ad den her smalle sti.”

”Mange mennesker fortæller dig på denne vej, hvad du præcis skal gøre. Det kræver meget at gå mod det eller gøre tingene på en anden måde, for du bliver hele tiden formet af dine omgivelser.”

Ikke plads i fodboldverden

Helt overordnet havde Morten oplevet, at der i fodboldverdenen var ikke plads til sårbarhed og svaghed. 

”Det er en ekstrem performancekultur, hvor hele ens hverdag og ens livsglæde er bygget op om at få lov til at spille fodbold og at starte inde og få succes. Det var det, som jeg havde kæmpet for at opnå, siden jeg var seks år, og det var det, jeg brugte alt min energi på.”

Når man i denne verden viste svaghedstegn, havde det konsekvenser. Morten Levinsen mener, at der er mange i fodboldverden, der ikke kan rumme sårbarhed, og derfor bliver der ikke gjort plads til psykisk sårbarhed.

”Hvis du giver udtryk for, at der er noget, som du slås med, så tænker trænerne automatisk, at du ikke er klar til at levere,” siger Morten og tilføjer:

”Samtidig er fodbold jo en machokultur, hvor den næste sultne spiller står klar til at tage din plads, hvis du ikke spiller godt. Dine kollegaer og medspillere, dine gode venner, er også dine nærmeste konkurrenter. Og viser du svaghedstegn, så finder de ofte noget, de kan køre på, eller noget, som de kan bruge.”

Det lærte Morten på den hårde måde. Han måtte selv skjule sårbarheden, og det er også derfor, at han har valgt at blive ambassadør i headspace – for netop at være med til at skubbe på, at der i stigende grad bliver tænkt over, hvordan man kan lære unge fodboldspillere at fokusere på deres eget mentale helbred.  

Rundt om Morten

  • 24 år 
  • Læser HA (fil.) på CBS. 
  • Bor i København.
  • Har tidligere spillet fodbold i B.93, Brønshøj, KF Fjardabyggdar og Ipswich Knights i Australien.

www.headspace.dk bruger cookies

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere og giver info om, hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. www.headspace.dk bruger primært cookies til trafikmåling, login og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om cookies på www.headspace.dk her --