headspace kort fortalt

Selv om der har stået sommerferie på de flestes skema, har vi haft travlt i headspace. Bekymringer for fremtiden får i stigende grad unge og forældre til at søge rådgivning om sommeren. Generel tristhed er stadig højdespringeren blandt henvendelserne, men bekymringer for fremtiden har også gjort sit indtog blandt sommerens henvendelser. For mange unge er sommerferie lig med endt kapitel og begyndelsen på et nyt. En ny uddannelse – måske endda i en ny by og dermed at skulle flytte hjemmefra.

Vi har også brugt en del af sommerdagene i det grønne – eller på stenbroen alt afhængig af, hvor de unge var. Og vi er blevet taget rigtig godt imod, uanset hvor vi kom hen.

Efteråret byder på nye center-åbninger og spæde skridt mod implementeringen af joblæring i de allerede eksisterende headspaces – til gavn for børn og unge med brug for nogen at tale med. 

Rigtig god læselyst!


Lalandia, lufthavn, LEGO og headspace…

Om ganske kort tid kommer endnu en headspace-baby til verden. Den 9. september åbner headspace Billund til gavn for egnens børn og unge med brug for nogen at tale med. Særligt den nye centerchef, Susanne Mathiesen, ser frem til at byde velkommen.

”Både de frivillige og ansatte glæder sig til at komme i gang og er klar til at tage imod de unge i centret. Sideløbende med, at centret holder åbent, vil vi bruge efteråret på at besøge skoler, klubber m.m. og fortælle om headspace. Vi håber, at de unge vil tage godt imod headspace og benytte sig af dette unikke tilbud i Billund Kommune,” siger Susanne Mathiesen, centerchef i headspace Billund, som sammen med en fastansat ungerådgiver og en række frivillige skal være kernen i det nye headspace, som har til huse i en gammel stationsbygning i Grindsted.

”Vi er gået aktivt ind som støtte til headspace, fordi vi tror på konceptet, og fordi vi i Billund Kommune tror, centret kan blive en vigtig støtte for mange af kommunens unge, der med headspace får nogen at tale med på deres egne præmisser og helt anonymt,” siger Billunds borgmester, Ib Kristensen.

headspace Billund er primært finansieret af Ole Kirk’s Fond og KG Fonden.
Alle er velkomne til åbningen af headspace Billund den 9. september fra 14-16 på Østergade 27, Grindsted.


En svedig auktion og en stærk donation

Der er ingen tvivl om, at headspace og Roskilde Festival er gode venner. Forrige år modtog headspace Danmark Orange Donationen og i år modtog headspace så både overskuddet af ”Making-a-Change”-tickets og pengene fra auktionen ARTWORK Orange. I alt blev det til knap 160.000 kroner.

 

Roskilde Festival har et stort socialt hjerte – de brænder for frivillighed og for at gøre en forskel. Præcis som i headspace. Måske derfor kommer headspace og Roskilde Festival så godt ud af det med hinanden. Lige børn leger bedst, som man jo siger.
 
”Er I der Roskilde?”.

Fjorten gange skrålede Per Vers disse ord i forskellige afskygninger fra Roskilde Festivals legendariske Orange Scene. Hver gang iført et helt unikt stykke tøj. Eksempelvis et jakkesæt med Paul McCartneys kontrafej malet på ryggen af jakken og jakker og trøjer med brudstykker fra store hits af Pharrell Williams, Mew og mange flere påtegnet.

14 unikke beklædningsgenstande, der hver især blev sat til salg via eBay, og som i sidste ende endte med at indbringe headspace 22.000 kroner. Penge, der ubeskåret går til headspace. Og med de godt og vel 137.000 som Roskildes salg af ”Making a Change”-billetter har ført til, giver det i alt 159.000 kroner til headspace Danmark.

”Vi er utrolig glade for, at Roskilde Festival har valgt at støtte headspace og det store arbejde, som Juse One og Per Vers har lagt i det her. Det er helt overvældende”, siger sekretariatschef i headspace Danmark, Iben Nordentoft.

Fra alle i Det Sociale Netværk, der står for driften af headspace Danmark, skal der lyde en stor tak til Roskilde Festival, de utrættelige kunstnere Juse One og Per Vers og ikke mindst alle de mennesker, der har budt på tøjet eller har købt en billet og valgt at donere penge til headspace.

headspace var selvfølgelig også at finde på festivalen – både med en stand og med repræsentanter i det opsøgende team (DOT), som er en del af sikkerhedsdivisionen på festivalen.

De frivillige DOT medarbejdere indgår i et tværfagligt team, som er med til at sikre en tryg festival ved at være opsøgende blandt særligt de unge, som får brug for en snak eller anden hjælp. De unge som har brug for mere støtte end den, der kunne gives på selve festivalen, blev hjulpet videre til headspace.

Hvis du vil høre mere om DOT, så se indslaget her på TV2Lorry


Win-win samarbejdsaftale

Den sidste dag i august blev der sat en underskrift på en samarbejdsaftale mellem Foreningen Det Sociale Netværk og Professionshøjskolen Metropol. En samarbejdsaftale, som skal sikre en tæt relation og en gensidig bestræbelse på at udvikle og styrke hjælpen til børn og unge med brug for nogen at tale med.

Professionshøjskolen Metropol og Det Sociale Netværk vil gennem et aktivt og strategisk samarbejde styrke den samlede indsats og hjælp til sårbare unge. Partnerskabet omfatter alle professionshøjskoler i headspace-byer. Formålet med samarbejdsaftalen er, at de to parter arbejder på at udbrede viden om virkningsfulde indsatser og øge kendskabet til, hvor børn og unge kan få en tidlig hjælp.  Dertil kommer, at headspace og Metropol udvikler praktikpladsforløb for studerende på de professionsuddannelser, som er relevante i forhold til arbejdet i headspace.

”Vores version af samfundet og Metropols moderne uddannelsesmæssige linje går hånd i hånd med hinanden. Sammen kan vi virkelig gøre en forskel til fordel for unge mennesker,” lød det fra en glad protektor og stifter af headspace, Poul Nyrup Rasmussen, efter blækket var tørt.

Partnerskabets første mål er at udvikle, udbrede og formidle praksisrettet forsknings- og udviklingsviden om virksomme metoder i forhold til en mere sammenhængende, tidlig og forebyggende indsats for unge, der er psykisk sårbare. Denne viden skal omsættes i et uddannelsesmateriale, der kan indgå i relevante uddannelsestilbud. 


Nu tør Mathias tro på fremtiden

Det er kun et lille år siden, at joblæring i headspace Esbjerg fik debut. Allerede nu er det dog tydeligt, at joblæring er en fornuftig investering – både i den unge og i samfundet. Mathias på 23 år kom i et fire måneders joblæringsforløb hos Rambøll, og med det kom også troen på sig selv og fremtiden.

Mathias husker, at han fra 3.-4. klasse begyndte at blive mere og mere indelukket og utryg. Han havde svært ved sociale situationer, og da ingen tog hånd om det, fik det lov til at udvikle sig. Han kæmpede sig i gennem folkeskole og et HF forløb, og for blot et års tid siden var han arbejdsløs og uden et mål med livet. 

”Jeg har aldrig troet på mig selv og er altid flygtet fra sociale situationer. Hvis folk har rost mig, har jeg aldrig turdet stole på det. Jeg har haft svært ved at tage beslutninger og skulle helst guides og skubbes på. Hvis det ikke var for headspace, havde jeg ikke klaret det,” forklarer 23-årige Mathias om sig selv og sin situation.

Det var en opfordring om at gå i headspace fra jobcentret i Esbjerg, der vendte op og ned på Mathias liv. I headspace fik han tilbud om et fire måneders praktikophold hos Rambøll.

”Hos Rambøll fik jeg langsomt troen på mig selv. Jeg følte mig tryg og blev mødt med tillid, og efterhånden turde jeg udfordre mig selv med flere selvstændige opgaver. På et tidspunkt begyndte jeg også at gå i kantinen, hvilket jeg tidligere helt ville have undgået,” fortæller Mathias om sit ophold hos virksomheden.

Langt over forventningerne

Mathias var ansat som it-assistent, hvor han fungerede som it-support for danske og udenlandske kolleger. Nick Dahl Jacobsen fra Rambøll var daglig leder for Mathias:

”Mathias leverede langt mere, end jeg havde forventet. Han mødte op hver dag kl. 8, kastede sig ud i jobbet, og begyndte efterhånden selv at tage initiativer. Han endte med at være en meget vellidt fyr her i organisationen,” fortæller Nick Dahl Jacobsen, teamleder i Global IT hos Rambøll. 
”Der er mange som Mathias, der fortjener en ekstra chance, og jeg synes, at vi som virksomhed også tager ansvar for at hjælpe andre. Man kan virkelig gøre en forskel, og nogle gange skal der ikke så meget til,” siger Nick Dahl Jacoben, der fortæller, at Rambøll i Esbjerg har planer om at ansætte en person mere under samme vilkår senere på året.

Tager selv ansvar

Mathias søgte før sommerferien ind på uddannelsen som folkeskolelærer. Han har netop fået tilsagn og starter 1. september på EUC Syd. Han siger ikke længere nej til fester og sociale arrangementer sammen med vennerne, og henover sommeren har han været frivillig ved KFUM, hvor han bl.a. deltog i et uddannelsesforløb i Holland.

”Mathias har gennemgået en kæmpe udvikling, fra han kom her hos headspace første gang og til nu, hvor han selv tager hånd om sit liv og er kommet i gang med en uddannelse. Han skulle ha’ et lille skub, noget støtte og vejledning - mere skulle der ikke til. Nu har han en plan med sit liv og tager selv ansvaret,” fortæller Annette Friis, ungerådgiver i headspace Esbjerg.

I slutningen af august var repræsentanter fra seks kommuner i headspace Esbjerg for at høre mere om joblæring. Planen er, at joblæring skal implementeres i de allerede eksisterende headspaces – når nye centre åbner, vil joblæring være en allerede integreret del af headspace.

Artiklen er skrevet af kommunikationskonsulent i Region Syddanmark Hanne Kopp, redigeret af Anne Fiil Winther


Seks høje hurraer for Det Sociale Netværk 

Fredag den 28. august fejrede Foreningen Det Sociale Netværk seks års fødselsdag. Politikere, fagfolk, ministre og medarbejdere samt en lang række frivillige var stimlet sammen i lokalerne i Østergade for at fejre samarbejdet, succeserne og det store arbejde, som Det Sociale Netværk har gjort for psykisk sårbare.

Det skortede hverken på rosende ord, store smil eller godt humør, da Foreningen Det Sociale Netværk, som headspace udspringer af, fejrede sin seks års fødselsdag. Prominente gæster havde taget en fredag eftermiddag ud af kalenderen for at ønske foreningen tillykke og vise deres respekt for det arbejde, som Det Sociale Netværk har gjort for psykisk sårbare. Blandt dem var både socialminister Karen Elleman (V) og sundhedsminister Sophie Løhde (V) – samt en lang række nuværende og tidligere psykiatriordførere som Liselott Blixt (DF), Özlem Sara Cekic (SF) og Lotte Rod (R).

Roser og respekt

Fra talerstolen kunne Det Sociale Netværk sole sig i de rosende ord, der blandt andet faldt fra vores nuværende socialminister.
”I skal blive ved med det formidable stykke arbejde, som I gør for psykisk sårbare. I har været med til at få hele Danmark til at tage livtag med psykiske lidelser”, sagde Karen Ellemann og fremhævede, at det var bemærkelsesværdigt, at så ung en forening har opnået så store resultater på blot seks år.

”Det kan I være stolte af. I har skabt forståelse for og sat fokus på psykisk sårbare. Og I har skabt en tro på og vist, at det er muligt, at man kan komme videre”.

Kampen for ligestilling fortsætter

Da socialministeren havde holdt sin tale, tog protektor for og idemand bag Det Sociale Netværk, Poul Nyrup Rasmussen, ordet.
Efter at have glædet sig over, at Det Sociale Netværk er gået fra at være et spædbarn til at være skoleklar, slog han fast, at der stadig er meget at arbejde for. Herunder en af de største udfordringer på hele psykiatriområdet lige nu: Ligestillingen af psykiatrien og somatikken.
”Vi er på mange måder en apolitisk forening, men så alligevel ikke. For uanset hvilken regering der har magten, vil vi arbejde for at få ligestillet psykiatrien med det fysiske sundhedsvæsen. I de seneste år har vi sat retningen, men vi mangler stadig at gå det sidste lange stykke”, sagde Poul Nyrup Rasmussen.

Trestrenget DNA

Herefter begyndte Poul Nyrup Rasmussen at tale om det, der udgør rygraden i Det Sociale Netværk.
Han fremhævede først og fremmest de frivillige, der lige siden begyndelsen har stået klar med hjælp, støtte og dedikation, og som har løftet en lang række opgaver i Foreningen Det Sociale Netværk.

Dernæst takkede han de mange fonde, der har støttet og hjulpet Det Sociale Netværk til at sætte mange gode initiativer i søen, for deres store generøsitet og engagement.

Uden de frivillige og fondene havde Det Sociale Netværk aldrig lært at kravle, gå eller stå. Derefter talte Poul Nyrup Rasmussen om kongstanken i Det Sociale Netværk.

”At vi altid møder folk ansigt til ansigt. At vi tager imod folk med ligeværd, og møder dem med håb, respekt og en tro på dem”.
Han takkede PsykiatriNetværket, bestyrelsen og medarbejderne, inden han til sidst løftede sløret for sin vision for de næste seks år.
”Drømmen er stadig, at vi en dag kan tale om psykisk sårbarhed på samme måde, som vi taler om en brækket fod”.

Formanden rundede af

Inden den flotte talerække stoppede, valgte formanden Benedikte Kiær at tage ordet.

”Normalt lærer man først i seks års alderen at kunne sætte sig ind i andres følelser. Og der er Det Sociale Netværk helt enestående, for det har man alle dage kunnet i Det Sociale Netværk.

Herefter nævnte Benedikte Kiær mange af de milepæle, som foreningen har passeret. Blandt andet Psykiatritopmøderne og etableringen af headspace.
”Det Sociale Netværk møder folk, hvor de er, og det håber jeg også, at vi kan fortsætte med de næste seks år”, afsluttede formanden, før der blev udbragt et trefoldigt leve for Det Sociale Netværk.


Frivillighedsstafetten

I headspace har vi mange frivillige med meget forskellige baggrunde. Fælles for dem alle er, at de på den ene eller anden måde har faglighed, erfaringer eller anden kompetence, som de bruger i mødet med de unge.

Her kan du møde Anita på 23 år, som er frivillig i headspace Roskilde og til dagligt studerer pædagogik på Københavns Universitet.

Hvorfor er du frivillig i headspace?

Jeg er frivillig i headspace, fordi jeg gerne vil hjælpe mennesker og være med til at gøre en forskel – det er hovedformålet for mig. Da jeg gik i folkeskole og gymnasiet kunne jeg selv havde brugt et sted som headspace. Derfor er min motivation for at være frivillig i
headspace også at skabe muligheder for de børn og unge, som vokser op i dag og går med nogle problemer – muligheder som jeg ikke selv kunne benytte mig af, da jeg havde brug for det.

Hvad kan du bidrage med? 

Jeg bidrager med mange forskellige ting til headspace. Ud over en teoretisk viden fra mit studie, som jeg i headspace kan få omsat til praksis, så bidrager jeg meget med kreative inputs, såsom at sy puder og lave sjove lamper. Jeg kan også godt lide at holde oplæg om headspace både ude på skoler eller for besøgende i headspace. Og så tror jeg da også, at jeg bidrager med godt humør og lidt gak og gøgl en gang imellem.

Hvad er den bedste oplevelse i headspace? 

Den bedste oplevelse er, når man kan se og mærke at den samtale, man har haft med en ung, har gjort en forskel. Når fx en ung kommer ind ad døren og er nedtrykt, kigger ned i gulvet og kropssproget bare viser, at der er noget galt. Så tager man en snak, og når snakken er slut, så kan man se fysisk, at det har lettet noget for den unge. Ryggen er mere ret, han/hun kigger en i øjnene og har måske endda et lille smil på læben. Det er den bedste følelse!

Hvad kan du bedst lide at lave, når du slapper af?

Når jeg slapper af sker det gerne med noget køligt at drikke, lidt slik og chokolade, en dyne om mig i en flyder sofa med en film i fjernsynet og gerne sammen med min kæreste.

Hvilken kendt død eller ikke død ser du op til og hvorfor?

Jeg ved ikke om jeg ser op til nogle kendte mennesker, men jeg er meget fascineret af de musikere i og omkring 1960’erne. Beatles, Rolling Stones, Jefferson Airplane, the Doors etc. Listen er lang. Jeg er glad for musikken men også for hele den historiske periode omkring 1960’erne. Så det er nok mere en fascination af en tidsperiode end et enkelt kendt individ.


Hørt over hækken…

Lige op til og lige efter skolernes sommerferie har vi kørt en fed kampagne, som er udtænkt og udarbejdet af elever fra Københavns Tekniske Skole. Kampagnen, som havde til formål at udbrede kendskabet til headspace, og sætte fokus på de svære følelser havde emojis som omdrejningspunkt. Flotte plakater har prydet væggene på alle gymnasier og toiletbåse over hele landet, og den lille film nedenfor er blevet vist i S-togs tv i hovedstaden.

headspace Rødovre modtog 25.000 kroner fra Sct. Georgs Gilderne ved Vestvoldgildet den 1. september.

Mandag den 24. august valfartede repræsentanter fra syv kommuner til headspace Esbjerg for at høre mere om Esbjergs succes med at få unge tilbage på arbejdsmarkedet eller skolebænken via vores joblæringsforløb.

headspace Sjælland har investeret i en rullende rådgivning – se den her!

Evalueringsrapporten af headspace som Oxford Research har udarbejdet er lige på trapperne. Det vil der være meget mere om i næste nyhedsbrev!

Med venlig hilsen
headspace

headspace  •  �stergade 5, 3. sal  •  1100 K�benhavn K  •  Tlf.: +45 31 10 13 30