headspace kort fortalt 

Julen står for døren, og 2015 rinder så småt ud. Dermed overgår headspace Danmark fra at være et pilotprojekt til et permanent tilbud til børn og unge, som har brug for nogen at tale med.

Der er sket meget, siden de første seks headspaces så dagens lys. Tre nye er kommet til, chatten er født og vokser i bedste velgående. Vi har oprustet vores udgående rådgivninger, så vi altid er der, hvor de unge er – på gaden, festivaller, skoler, byfester og så videre. Vi har afholdt konferencer og har talt på konferencer. (For nyligt var vi inviteret til Bruxelles for at fortælle om headspace, og i en kommende rapport fra Nordens Välfärdscenter fremhæves headspace som et eksempel på ”best practice”. Det er vi selvsagt meget stolte af – og du kan læse mere om det i dette nyhedsbrev.

Vi har bygget stærke broer med andre tilbud, og så har vi udvidet vores eget tilbud ved at skabe en platform, hvor unge, som har brug for et trygt sted, kan komme og møde andre unge.

Kort sagt har det været to forrygende, begivenhedsrige og travle år i headspace Danmark. Flere end 13.000 unge har fået hjælp i headspace, og på landsplan er der afholdt over 36.000 samtaler. Det kunne slet ikke lade sig gøre, hvis det ikke var for vores 400 frivillige, som hver dag er med til at gøre en forskel for børn og unge i Danmark, der har brug for nogen at tale med. Det er civilsamfundet, når det er allerbedst!

Vi glæder os til 2016, hvor vi barsler med flere headspaces, og hvor vi vil udbrede vores bedste erfaringer til de kommende centre.

Rigtig glædelig jul og et lykkebringende nytår ønskes du af headspace Danmark.


headspace i Bruxelles

I starten af december var sekretariatschef i headspace Danmark, Iben Nordentoft, inviteret ned til EU-parlamentet i Bruxelles for at fortælle om headspace og om, hvordan man kan forbedre unges mentale helbred. Adocare – action for teens - er et forum på 250 mennesker fra hele Europa, som arbejder med unges mentale helbred og forebyggelse af unges mentale problemer.

”Det betyder utroligt meget, at omverdenen også har fået øjnene op for det unikke koncept, som headspace er. At vi kan vise omverdenen, at man via frivillige og en fokuseret indsats kan forebygge unges psykiske problemer”, siger Iben Nordentoft og fortsætter:

”Der var store roser til headspace Danmark. De var meget inspirerede af vores insisterende udgangspunkt i de unges præmisser og af vores arbejde med frivillige: selve tanken om at hjælpe gennem samarbejde hele vejen rundt i civilsamfundet og ind i eksisterende systemer var ny for mange af dem.”


headspace udråbt som eksempel på ”best practice” i Norden

I en kommende rapport fra Nordens Välfärdscenter under Nordisk Råd fremhæves headspace som eksempel på ”best practice” i forhold til at hjælpe sårbare, udsatte unge i Norden. 

Formålet med rapporten med titlen ”Unga i Norden – psykisk hälsa, arbete, utbildning” er at inspirere og konkretisere for beslutningstagere, hvad man skal investere i for at forbedre velfærden for unge i alderen 16-29 år i Norden.

”I projektet ”Unga i Norden – psykisk hälsa, arbete, utbildning” kigger vi dels på indsatser, som kan forebygge førtidspensionering af unge mellem 19 og 29 år og dels på indsatser for unge, som risikerer at leve isoleret som følge af at være udenfor studie eller arbejdsmarkedet. headspace-modellen er et tydeligt eksempel på, at civilsamfundet kan være en vigtig spiller i det strukturerede samarbejde mellem stat/kommune og gøre en forskel for unge,” siger  Lidija Kolouh-Söderlund (Ph.d.), som er projektleder i Nordens Välfärdscenter og ansvarlig for projektet ”Unga i Norden”.

I rapporten fremhæves i et særskilt kapitel headspaces afdeling i Esbjerg, hvor der er etableret et unikt samarbejde mellem det lokale erhvervsliv og headspace. Her kan unge komme i såkaldt joblæring, hvor den unge får løn og lige vilkår som øvrige ansatte i fire måneder. Netop den model har forskerne bag rapporten fokuseret særligt på i deres afdækning af de modeller for ”best practice,” rapporten anbefaler.

”Først og fremmest er vi meget stolte af at blive fremhævet som et eksempel på ”best practice”. Det gør en forskel, at det både er fagpersoner og frivillige i headspace, som de unge møder, og den særlige joblæring i Esbjergs virksomheder er helt unik, hvilket andre headspace kommuner i Danmark nu tager fat på. Det viser også, at man med en solid brobygning til andre lokale hjælpetilbud, kommunen, psykiatrien og lokale virksomheder faktisk kan være én indgang til hjælpen,” forklarer Trine Hammershøy, som er direktør i Foreningen Det Sociale Netværk, der står bag headspace Danmark.

Også den særlige tilgang til de unge fremhæver forskerne i rapporten.

”De unge bliver respektfuldt mødt og lyttet til. Den anden røde tråd er, at der er en kultur i headspace for at være åben overfor tværsektorielt samarbejde – med andre ord er der tale om en prestigeløs tilgang, hvor de unges behov er det bærende,” siger Lidija Kolouh-Söderlund og fortsætter:

”I dag har vi et stort diagnosefokus og masser af tilbud til unge, som er syge nok. Men for de unge, som har det skidt og måske døjer med angst eller lignende men ikke er tilstrækkeligt syge, er der ingen nem adgang til hjælp. Men det er der, headspace kommer ind i billedet.”

Rapporten offentliggøres primo januar 2016.


Smuk udsmykning i Kirkegade 15

I samarbejde med ”Projekt kreativt håndværk” har headspace Esbjerg fået kunst lavet af unge for unge til de hvide vægge.

Fotos: Udsnit af de flotte billeder og de unge fra ”Projekt kreativt håndværk”.
 
Giv unge frie tøjler, masser af maling og tre måneder og se så, hvad der kommer ud af det. Det er opskriften bag headspace Esbjergs flotte kunstværker, som nu pryder væggene i Kirkegade 15.

”De unges kunstværker er meget forskellige – fra digte til selvreflektoriske værker. Men fællesnævneren for værkerne er, at temaer som smerte og ensomhed går igen i flere af værkerne. De unge er stolte over den her udsmykningsopgave og over, at deres arbejde bliver set og prissat af andre,” siger Nicolai Kubel, som er projektansvarlig på ”Projekt kreativt håndværk” under JobAktiv for udsatte unge, som er aktivitetsparate i Esbjerg. 

De unge kunstnere fra projektet har været forbi headspace nogle gange, hvor de har fået lidt at vide om headspaces værdier og mærket stemningen i headspace. Selv kalder de unge projektet for ”det fedeste projekt ever!” I headspace Esbjerg kan de ikke få armene ned.

”De her billeder er fuldstændig fantastiske. De går rent ind,” siger Annette Friis, som er ungerådgiver i headspace Esbjerg.
Projektet er blevet en realitet takket være en donation fra K S Kristensens Mindefond i Esbjerg.


Ulve, graffiti og skønsang til åbning af headspace Herning

Julen kom tidligt til Herning i år i form af et headspace til Herningegnenes børn og unge. Tirsdag den 15. december blev åbningen af headspace Herning markeret til et brag af en åbningsfest.

Fotos: Kagen skæres for med en samarbejdskniv. U19-drengene signerer spilletrøjer, korpigerne synger og Poul Nyrup Rasmussen
får en sludder med graffiti-kunstneren, David Hernan.

Den 15. december var en særlig dag i Herning. Ikke nok med at Ulvene fra FC Midtjylland trak Manchester United i Europa League – blev det også fejret at headspace åbnede det niende center i hjertet af Herning.

Over 160 gæster var samlet for at markere åbningen af headspace Herning i Huset No. 7, hvor der foruden sang og musik, autografskrivning fra FC Midtjyllands U19-spillere og rundvisning i de flotte graffitimalede lokaler, var der også taler på programmet.

”Det er en særlig dag for unge i Herning Kommune. Med åbningen af headspace er der nu et sted, hvor de unge helt anonymt kan henvende sig om stort og småt. Et sted, hvor de bliver mødt på deres egne præmisser – uanset hvad de kæmper med,” sagde borgmester Lars Krarup (V), som også lagde vægt på joblæringsdelen, som en unik indsats mod frafald på ungdomsuddannelser. Også protektor for headspace Danmark, Poul Nyrup Rasmussen glædede sig på de unges vegne i Herning.

”Vi ved, at 2/3 af de unge, der falder fra på en ungdomsuddannelse gør det, fordi de tumler med psykiske problemer. Vi kan se, at vi med headspace får fat i de her unge, inden problemerne vokser sig så store, at de ikke kan passe deres uddannelse,” sagde Poul Nyrup Rasmussen.

Efter de obligatoriske taler og lykønskninger var der fællessang og fælleskageskæring for at symbolisere det fællesskab, som headspace Herning fremover vil indgå i med det lokale erhvervsliv, regionen, kommunen og andre tilbud til unge i Herning og omegn. 

Se en lille stemningsvideo fra åbningen her.


Problemer findes i alle sociale lag  

En ny rapport fra SFI, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, viser, at halvdelen af de 18-24-årige, der har problemer med misbrug, hjemløshed, kriminalitet eller psykiske problemer, kommer fra helt ”almindelige” hjem. Det er også det billede, vi ser i headspace.

Foto: Centerchef i headspace Aalborg, Karin Leth Kristensen.

Hør centerchef i headspace Aalborg fortælle om de velstillede unges problemer

En ny rapport fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) viser, at masser af unge ender på gaden, i misbrug eller fængsel, selv om det ikke ligger i kortene, at de skulle få den slags problemer.
Det viser sig, at hver anden ung mellem 18 og 24 år, som har problemer med kriminalitet, misbrug, hjemløshed eller psykisk sygdom, har forældre, der aldrig selv har haft lignende problemer.

Halvdelen af de socialt marginaliserede unge kommer faktisk fra det, man kan kalde bedre, sociale baggrunde. Og de er sværere at få øje på end unge fra mere belastede hjem, mener Karin Leth Kristensen.

”De unge er gode til at holde facaden, for det er ligesom dét, de har lært. Tingene skal se ud, som om alt er perfekt. Samtidig har de sværere ved at blive taget alvorligt, siger Karin Leth Kristensen og fortsætter:
”En ung sagde: Min far er rigtig god til at fortælle, hvor godt alting går hjemme hos os, og at jeg så sidder og kommer med et pip om, at det gør det måske ikke, jamen det bliver jo ikke hørt, for det bliver den der voksen til voksen-snak”.

Karin Leth Kristensen oplever, at systemet er meget hurtigere til at reagere med støtte, hvis der er tale om en familie, som ikke er så velfungerende.

”Selv om resultatet ikke betyder, at fortællingen om den sociale arv kan aflives – unge fra socialt belastede hjem har stadig en forhøjet risiko for at ende på kanten af samfundet – så rykker det alligevel ved den gængse opfattelse af, hvad der fører til marginalisering,” mener Lars Benjaminsen, som er hovedforfatter på rapporten.

Download rapporten her


Ro på i Roskilde

Efter en lang skoledag og et par timer på fritidsjobbet kan det være rart at få tømt hovedet og bare være.  I headspace Roskilde tilbyder de netop den ro, når de afholder mindfulness-aften for unge.

 

Foto: Stearinlys og afslappende musik er et par af ingredienserne til mindfulness-aftenerne.

Træk vejret ind……..og………pust ud……

Hele efteråret har én af de frivillige rådgivere i headspace Roskilde afholdt mindfulness-aftener, hvor unge kan komme og få en pause.

”Her er der plads til, at alle kan være lige præcis, som de er. Der er ingen forventninger, og man skal ikke præstere. Mindfulness kan give ro, mere energi, bedre fokuseringsevne, afslapning, øget evne til nærvær og mere glæde,” forklarer Anitta, som står for mindfulness i headspace Roskilde.

Hun lærer de unge at slappe af ved hjælp af åndedrætsteknikker, meditation, fokusøvelser og andre teknikker til at slippe stress, tanker og præstationsangst.

”Det er en anden måde at møde de unge på. Det tiltrækker måske nogle unge, som søger en anden form for nærvær, end samtaler giver. Vi giver de unge et værktøj til deres rygsæk, som de kan bruge i deres liv og en mulighed for ro. Flere af de unge har tilkendegivet, at de er rigtig glade for at have et sted, hvor de kan stresse af og opleve ro – andre har opdaget, at de kan kontrollere deres nervøsitet ved skolefremlæggelser ved at bruge mindfulness,” siger Anitta. 

Mindfulness har kørt hver torsdag hele efteråret. 


Juleaften for udsatte unge i Rødovre

Hvad gør man, når der ikke er råd til jul, eller når der ikke er nogen at holde jul med? I Rødovre forsøger man at komme de problemer til livs ved at invitere udsatte børn, unge og deres familier til et juleaftensarrangement lillejuleaften.
headspace Rødovre samarbejder med ”Bidrag Nu”, som projektet hedder, ved at stille frivillige til rådighed på aftenen og ”henvise” unge, som kunne have gavn af at være med til julearrangementet.

”Vi har fx en ung mand i forløb, som har brudt med sin familie pga. alkoholmisbrug i familien, og som er rigtig ked af at skulle tilbringe juleaften alene. Nu kan han komme med til det her arrangement,” siger centerchef i headspace Rødovre, Nina Jürs, og fortsætter:

”Vi oplever rigtig mange unge i julemåneden, som er ekstra stressede og kede af det, fordi de kommer fra splittede hjem, hvor juleaften ikke er lig med hjerternes tid. Det gør ondt på dem at se, hvordan jævnaldrende hygger med familien.

www.bidragnu.dk kan du læse mere om arrangementet.


Frivillighedsstafetten

I headspace har vi nu over 400 frivillige. Fælles for dem alle er, at de på den ene eller anden måde har faglighed, erfaringer eller anden kompetence, som de bruger i mødet med de unge.

Her kan du møde Kasper, som er 25 år, studerer psykologi og er frivillig i headspace Horsens.

 

”(…)det, at man får lov til at høre nogle af de mest private historier fra et andet menneske er et kæmpe privilegium, som jeg har den dybeste respekt for.”

- Kasper, frivillig i headspace Horsens.

Hvorfor er du frivillig i headspace?

Det er der to grunde til: dels er det for at få noget praktisk erfaring ift. mit studium (psykologi), dels har jeg grundlæggende en stor interesse for mennesker herunder individers velbefindende. Derudover har jeg selv oplevet nogle nedture i min ungdom, hvor der (dengang) ikke var noget, der hed headspace. Jeg er ret overbevist om, at hvis der havde været et sted dengang (som headspace) at gå hen, ville min negative udvikling have været bremset markant tidligere, end tilfældet var.

Hvad får du ud af det?

Jeg får meget ud af det på det menneskelige plan – det, at man får lov til at høre nogle af de mest private historier fra et andet menneske, er et kæmpe privilegium, som jeg har den dybeste respekt for. Det giver mig en følelse af, at jeg kan gøre en positiv forskel for en ung.

Hvad kan du bidrage med?

Jeg er, som tidligere nævnt, i gang med en psykolog-uddannelse, hvorved jeg har et relativt kendskab til den menneskelige psyke (teoretisk fundamenteret). Derudover har jeg selv oplevet psykiske nedture, hvorfor jeg har kendskab til, hvordan det mærkes på ens egen krop, når mental dårligdom sætter ind. Endelig har jeg en stor interesse for idræt og sport, hvorved jeg kan lave nogle fysiske aktiviteter med de unge, således at de både psykologisk og fysiologisk får en bedre tilværelse.

Hvad er den bedste oplevelse i headspace?

Puha, der er flere - bl.a. har jeg oplevet nogle utrolig flinke kolleger (både frivillige og fast personale), der har taget imod mig til UG med kryds og slange; og samtidigt har samtalerne med de unge beriget mig - både på et professionelt og personligt/menneskeligt plan.

Hvad kan du bedst lide at lave, når du slapper af?

Se sport i TV'et (alt - lige fra snooker til skiskydning) eller læse en god bog.

Hvad er du allermest stolt af ved dig selv?

Det ved jeg godt nok ikke ... som rigtig jyde blærer jeg mig ikke;-)

Hvordan ville dine venner beskrive dig?

Forhåbentlig som en flink og loyal person.

Hvad har du altid ønsket dig at prøve og hvorfor?

At opleve en Super Bowl fordi det er en fantastisk symfoni af underholdning og idræt.


Hørt over hækken…

Julegaveregnen er kommet tidligt i år. Både headspace Esbjerg og det nyåbnede headspace Herning har hver især modtaget 25.000 kroner fra lokale fonde her op til jul. Det varmer virkelig i den kolde tid, og donationerne giver os råderum til at lave fede arrangementer for de unge og for vores mange frivillige. Tusind tak til de to fonde!

Den 1. december lancerede vi en oplysningsvideo om headspace. En af vores seje frivillige i Horsens, Mads, stillede op og fortalte åbent og ærligt om sin egen sårbarhed og den hjælp, man kan få i headspace.

Se videoen ved at klikke på billedet nedenfor.

Med venlig hilsen
headspace

headspace  •  �stergade 5, 3. sal  •  1100 K�benhavn K  •  Tlf.: +45 31 10 13 30