headspace helt kort

Julen står for døren. Det er tid til æbleskiver og gløgg i overflod. Tid til julegaveræs akkompagneret af mere eller mindre god julemusik med glade budskaber. Tid til familiehygge.
Men julen er også en tid, hvor gnidninger i familier blusser op. Hvor ensomme for alvor er ensomme, og hvor mørket og den bidende kulde æder sig ind på tusindvis af danskere.
Kontrasterne i samfundet bliver i denne tid særlig synlige, og for rigtig mange børn og unge er julen langt fra hjerternes fest.
I 2012 foretog Epinion en undersøgelse, der viste, at 132.000 danskere sidder alene juleaften – af dem er 33.000 unge mennesker. Den undersøgelse bakkes op af tal fra Skolebørnsundersøgelsen fra 2014, som Statens Institut for Folkesundhed, SDU, står bag. Lidt over seks procent af alle drenge i 13-15 års alderen og ti procent af pigerne i samme aldersgruppe føler sig ofte eller meget ofte ensomme.
Tristhed har indtil nu været den primære årsag til, at de unge opsøger headspace, men nu topper ensomhed i høj grad.
Det eneste positive i denne sammenhæng er, at de unge rent faktisk tør sætte ord på ensomheden og opsøger hjælpen i headspace.
Rigtig god jul og læselyst!

 


Plusset sender unge godt på vej

Da headspace Esbjerg slog dørene op for byens unge i september, var det med et lille plus i enden. Det lille plus er et symbol på et særligt samarbejde med 15 lokale virksomheder i Esbjerg og omegn, som har forpligtet sig til at hjælpe unge i lokalområdet i såkaldt joblæring – allerede nu er fire unge kommet i joblæring.

Joblæring er et alternativ til aktivering og andre kommunale indsatser, og den unge får fuld løn og goder på lige fod med kollegerne på den pågældende arbejdsplads.
Fire unge esbjergensere er allerede kommet i joblæringsforløb, og 11 andre er på vej. Én er kommet ud at sejle med ESVAGT, en anden er på kontor hos Bluewater og to andre er begyndt hos hhv. Sydenergi og Rambøll.
”Der er ingen tvivl om, at joblæringen giver de unge et selvtillidsboost. De får en succesoplevelse på arbejdsmarkedet og finder ud af, at de kan en masse ting. Mange af dem har ofte et eller flere kiksede uddannelsesforløb bag sig, har været misbrugere, eller de har ikke kunnet finde en læreplads og er derfor endt på kontanthjælp. Så et joblæringsforløb giver dem i den grad noget fornyet motivation og engagement,” siger Annette Friis, som sidder med joblæringsdelen i headspace Esbjerg.  Hun ’screener’ den unge gennem 2-3 indledende samtaler og tager derefter kontakt til en virksomhed, hvor hun ser et potentielt match – altid i samarbejde med den unge selv.
”Der er selvfølgelig nogle, som vi bliver nødt til at afvise. Det kan være, fordi de har en behandlingskrævende diagnose eller har en plettet straffeattest og flere nye sigtelser på vej,” fortæller Annette.
Mette er 25 år og er én af de fire som indtil nu er kommet i joblæring gennem headspace. Hun var droppet ud af et uddannelsesforløb på grund af psykiske og fysiske problemer. Ledigheden resulterede i et eskalerende hashmisbrug.
”Jeg var efterhånden rigtig træt af at ryge og besluttede at tage en kold tyrker i sommerferien. Jeg tog så kontakt til Kraftcentret i Esbjerg, hvor jeg havde et par samtaler. De fortalte mig om headspace. Egentlig havde jeg ikke de store forventninger til, at headspace kunne hjælpe, men allerede efter en enkelt samtale ringede Annette og sagde, at hun havde fundet et job til mig.”
Mette tog til samtale sammen med Annette og fik jobbet.
”Jeg har lige været til en evalueringssamtale, og det var kun positive ting, jeg fik at vide. De kalder mig en rigtig solstrålehistorie,” siger Mette.
”Hele forløbet har givet mig et kæmpe spark bagi, og det har givet mig en stor glæde i min hverdag. Min selvtillid var helt i bund efter afslag på afslag. Jeg gik og var så ked af det, men nu har jeg fået selvtilliden tilbage,” fortæller Mette.
Virksomheden er så glade for Mette, at de nu forsøger at finde en permanent stilling til hende.  

Mette er ikke personens rigtige navn. Det rigtige navn er kendt af redaktionen.

 


Uddannelsesweekend – nye ildsjæle klædes på

Lørdag og søndag i forrige uge holdt headspace København uddannelsesweekend for et kuld nye headspacere. Teori, praktik og indførelse i the headspace way var på weekendens program.
Der hersker en stilhed, som kun opstår, når, for hinanden fremmede mennesker, samles i et rum. Den der stilhed, der er så tyk, at der kun er plads til små hurtige høflighedsfraser som ”Undskyld, sidder der nogen her? Og er der mere kaffe på kanden?”
17 unge mennesker fra nær og fjern er samlet denne gråvejrs lørdag morgen for at blive klædt på til det frivillige rådgivende arbejde i headspace.  Et par stykker har tilknytning til Aalborg, mens resten er tilknyttet headspace i Rødovre og København.
Centerchef i København, Christian Lund, og ungerådgiver Christin Hvidt byder velkommen og igangsætter en lille præsentationsrunde. Langt de fleste er i gang med en socialfaglig uddannelse. Der er dog en overrepræsentation af psykologistuderende. Men fælles for dem alle er årsagen til, at de sidder netop her denne november morgen.
¨Jeg vil gerne gøre en forskel for andre¨. ¨Jeg vil gerne have noget praktisk erfaring, og headspace har et super godt ry¨. ¨Jeg vil gerne arbejde med børn og unge¨.
Stemningen er allerede lidt lettere nu. De fleste er blødt op og har afmonteret lidt af det-er-nyt-og-mærkeligt-panseret.
Undervisningen sættes i gang med en tur tilbage i historien. Centerchefen fortæller, at begrebet ungdom opstod tilbage i 1700-tallet affødt af kapitalismen. Der bliver namedroppet filosoffer og sociologer som Foucault, Bauman og den gode gamle Kierkegaard. Forsamlingen lytter og nikker. Endnu har ingen stillet spørgsmål. Men da undervisningen drejes over på diskurser og idealisering af ungdomslivet, begynder de første hænder at ryge i vejret, og meninger og holdninger aktiverer andre hænder og flere bud på, hvorfor og hvem, der har ansvaret for, at unge mistrives dukker op.
Globalisering? Idealisering? Forbrugerisme? Demografi? Vi finder nok hverken årsag eller løsning i dag, men det er heller ikke derfor, vi er her. Vi er her for at lære om at være frivillig rådgiver i headspace.
¨Hvis jeg skal lykkes med at føre et menneske mod et bestemt mål, må jeg først finde der hen, hvor han befinder sig og begynde lige der. Den, som ikke kan det, snyder sig selv, når han tror, at han hjælper andre¨. Søren Kierkegaard står bag citatet. Men ikke desto mindre opsummerer det kongstanken for rådgivning i headspace. I en mere moderne og forkortet version er netop det tanken bag headspace-parolen - på de unges præmisser. Netop den parole hænger resten af dagen som et udødeligt ekko i rummet.
Sandwich kommer på bordet, og den sidste snert af stilhed skylles ned med danskvand og Coca Cola Zero. Forsamlingen er rykket tættere sammen, og spisepausen fyldes ud med småsludren om baggrund og studier.
¨Jeg interesserer mig meget for unge, og vil gerne have noget mere erfaring med den gruppe. Og så synes jeg, at headspace er et super godt tilbud, og selve konceptet passer godt til mig. Jeg synes selv, at jeg manglede et sådant tilbud, da jeg var yngre, så derfor vil jeg gerne være frivillig i headspace¨, siger Joyce, som er psykologistuderende med fokus på det børnekliniske felt på 7.semester på Aalborg Universitet. 
Og netop konceptet er der fokus på efter frokost. En slide kommer på.
• Vi taler om det, som den unge synes er vigtigt.
• Vi parkerer eller holder tilbage med vores egne forforståelser for, hvad vi tænker er rigtigt eller forkert.
• Vi hjælper, indtil den unge ikke vil have hjælp mere.
• Rådgivningen bygger på en forståelse af, at den unge er ekspert i eget liv og ikke er sit problem.

Resten af dagen står på gruppearbejde om fiktive cases, hvor fremgangsmåder og metoder diskuteres med afsæt i the headspace way… 


Tunge temaer på chatten

Siden vi lancerede chatten d. 1. oktober, har vi haft over 700 chat-samtaler. Det er tydeligt, at chatten også tiltrækker unge med barske problemstillinger.

”På chatten møder vi mange af de problemstillinger, som vi også møder i det fysiske headspace. Men chatten appellerer i høj grad til unge med sværere problemer så som selvmordstanker, selvskade og spiseforstyrrelser”, siger Priscilla Bernasol, som er ungerådgiver i headspace København.
Erfaringerne fra chatrådgivningen viser, at de unge bevidst vælger chatten som et medie, hvor de kan få afløb for tanker og frustrationer og bruger det som en slags interaktiv dagbog.
”Heldigvis har vi jo altid muligheden for at møde de unge face-to-face i de fysiske lokaler efter at have chattet – vel at mærke, hvis den unge ønsker det og har brug for det. Men altså de frivillige får meget ofte gode tilbagemeldinger efter en chatsession med en ung, og det er virkelig noget, der sætter motivationen i vejret. I det hele taget er der en super god faglig sparring både før, under og efter en chatrådgivning – hvilket er med til at sætte en høj standard for chatrådgivningen”, siger Priscilla Bernasol.
Det er primært de frivillige, som sidder med chatten. Den er åben hver dag fra 12-22, og vagterne er fordelt mellem frivillige fra København, Odense og Aalborg.

 


Mød en frivillig

 

I headspace har vi mange frivillige med meget forskellige baggrunde. Fælles for dem alle er, at de på den ene eller anden måde har faglighed, erfaringer eller anden kompetence, som de bruger i mødet med de unge.

Her kan du møde Andreas på 18 år, som er frivillig i headspace Aalborg og til dagligt
studerer på HHX og arbejder som tjener.

Hvorfor er du frivillig i headspace?
Jeg er frivillig i headspace, fordi jeg elsker at gøre en forskel for unge. Jeg føler, det er vigtigt at gøre noget frivilligt for at holde sig i gang hele tiden, ligesom jeg nyder det fantastiske fællesskab, man får ud af at være i headspace. De er de bedste venner, jeg kunne forestille mig!

Hvad får du ud af det?
Jeg har fået, og får stadig, en masse nye venner, som jeg bruger rigtig meget af min tid sammen med. Jeg får hele tiden mere af vide om mig selv, ligesom jeg også får det godt, når jeg har hjulpet nogen. Den følelse man får, når man ved, at man har gjort en forskel, er det bedste, jeg kan forestille mig. Efter de oplæg, jeg har holdt på forskellige gymnasier rundt omkring, har jeg fået rigtig god respons, og det har givet mig meget mere information.

Hvad kan du bidrage med?
Jeg har en personlig historie, der tillader mig at sætte mig ind i mange historier, ligesom jeg også er meget åben omkring det. Jeg har hele mit liv lidt af autisme, og det har påvirket mig meget igennem livet. Jeg har følt både op- og nedture, og derfor kan jeg give et andet perspektiv på alting. Dette tager jeg selvfølgelig også med mig, når jeg er ude for at holde oplæg.

Hvad er den bedste oplevelse i headspace?
Der er masser af fantastiske oplevelser, så det er næsten umuligt at vælge! Jeg bliver nødt til at vælge to forskellige, en direkte relateret til headspace samt en, hvor vi samlede os om et arrangement udenfor. Mit første oplæg på et gymnasium, som tilmed var mig eget, var meget udfordrende for mig, men den respons, der fulgte efter, var fantastisk, og jeg kunne ikke bede om mere. En anden helt fantastisk oplevelse er den fodboldturnering, hvor vi stillede op som ”Team headspace”. Det var en fed måde at lære de andre at kende på, ligesom man også kan mærke, hvor god opbakningen er.

Hvad kan du bedst lide at lave, når du slapper af?
Jeg nyder at læne mig tilbage med noget musik i ørerne, gerne lidt rap fra ’Hoodie Allen’ eller ’Radical Something’, hvis ikke helt rolig indie-musik. Desuden elsker jeg sport, så jeg bruger meget tid på at opdatere mig på resultater, ligesom FIFA også er en af de ting, jeg nyder at slappe af med, når alle mine opgaver er overstået. Jeg bruger også styrketræning til at koble af, hvis det hele stiger mig lidt til hovedet.

Hvordan ville dine venner beskrive dig?
Som en positiv og udadvendt fyr, der altid er uselvisk og aldrig tænker på sig selv. Forhåbentlig også som en, de altid kan komme til, hvis de har behov for en at tale med!

Hvad har du altid ønsket dig at prøve og hvorfor?
Jeg har altid drømt om at se USA’s storbyer. Siden jeg var 8 år, har jeg drømt om i levende live at se solen gå ned over Golden Gate Bridge, tage en tur med de klassiske sporvogne, gå på opdagelse i den fuldstændig unikke by, San Francisco. Dernæst tage nordpå, eventuelt smutte forbi Las Vegas, fordi det netop er så overdådigt, som det er og se miljøet i staten Washington, især Seattle, som jeg også er vildt fascineret over. Dernæst vil jeg se Chicago, Boston, Philadelphia og så videre. Kulturen har altid fascineret mig, og derfor vil jeg gerne se så meget som muligt. Jeg har allerede set New York, så første punkt af min drøm er krydset af!


Hørt over hækken…

I uge 46-47 har vi haft postkort hængende i GO-Card-stativerne i hele landet.

I uge 1-3 kører vi en landsdækkende kampagne i samarbejde med DSB. Kampagnen hedder ’We’ve Got Your Back’ og består af seks fede plakater, som kommer til at pryde alle DSB’s perroner i perioden. DSB står for hele finansieringsdelen, hvilket vi selvsagt er helt utroligt taknemmelige for.

De frivillige i Rødovre er med i kapløbet om at få titlen ’Årets Ildsjæle’ i Rødovre Kommune. Vi krydser fingre for, at de løber med den pris.
Samlet set har vi siden 1. september registreret godt 1.000 nye unikke brugere af headspace.
Hvis du ikke kan undvære nyheder fra headspace så længe, kan du like os på www.facebook.com/HeadspaceDanmark eller følge os på Twitter headspace Danmark

Det Sociale Netværk og headspace Danmark ønsker alle en glædelig jul og et lykkebringende nytår.    
 

 

 

 


Med venlig hilsen
headspace

headspace  •  �stergade 5, 3. sal  •  1100 K�benhavn K  •  Tlf.: +45 31 10 13 30