fortællinger fra frivillige - headspace er et gratis og anonymt rådgivningstilbud til sårbare børn og unge

I headspace er der plads til alle

"Jeg elsker at kunne hjælpe andre, og det føler jeg virkelig er muligt i headspace"

Hvorfor er du frivillig hos headspace?

Jeg brænder for at hjælpe mennesker, og så elsker jeg den måde, som headspace ønsker at hjælpe på. Intet er for stort eller småt, og det gør, at alle kan få hjælp og føle sig mødt, uanset hvilke problemer eller tanker de tumler med i hverdagen. headspace er et uforpligtende tilbud, som de unge længe har savnet og haft behov for, og det vil jeg gøre alt for at støtte op omkring.

Hvad motiverer dig til at lave frivilligt arbejde hos headspace?

Jeg elsker at kunne hjælpe andre, og det føler jeg virkelig er muligt i headspace. Jeg møder mange nye mennesker, både unge og andre frivillige, som efter hver vagt giver mig lyst til at fortsætte mit arbejde. Noget der især motiverer mig er, når jeg over tid kan se en forandring hos de unge, som jeg snakker med. Det er altid dejligt at kunne bidrage til andres velvære, og det giver mig en masse erfaringer, som jeg kan tage med videre i mit forsøg på at hjælpe.

Fortæl om en sjov oplevelse du har haft som frivillig i headspace

Jeg har haft utallige gode og sjove oplevelser i min tid som frivillig. Det som især skiller sig ud, er de eftermiddage – især om onsdagen – hvor vi spiller spil, laver mad sammen eller laver andre aktiviteter, alt efter hvad de unge ønsker. De unge er rigtig gode til at støtte op omkring det, og det giver en helt særlig og hyggelig stemning, når vi er mange samlet i fællesområdet. Jeg har også haft mange gode oplevelser med de andre frivillige, både på kurser og andre arrangementer for de frivillige.

Hvorfor vil du anbefale andre at blive frivillig hos headspace?

Man får rigtig meget ud af at være frivillig i headspace. Man møder mange nye mennesker, og det giver en helt særlig følelse i kroppen at vide, at man kan hjælpe andre, som har det svært. Det er rigtig god læring, både for sin egen faglige udvikling, men også på det personlige plan. Man kan lære rigtig meget – både af de andre frivillige, men også af de unge.

Det er desuden fedt at opleve, at et tilbud som headspace kan fungere med frivillige som drivkraften, og det er dejligt bekræftende at se, at så mange frivillige gerne vil hjælpe, hvor de kan.

Er du også blevet inspireret af Sanne, og vil du også være frivillig i headspace?
Så se lige her

www.headspace.dk bruger cookies

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere og giver info om, hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. www.headspace.dk bruger primært cookies til trafikmåling, login og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om cookies på www.headspace.dk her --