Bliv venner med
headspace

headspace er åbnet i Helsingør

25. august 2016



Sensommervejret viste sig fra sin allerbedste side, da de ansatte og de frivillige hos headspace Helsingør holdt reception i de nye lokaler ved Skolen ved Rønnebær Allé.

Mere end hundrede mennesker var dukket op for at fejre headspace Helsingør, blandt andet nogle af de fremtidige samarbejdspartnere fra SSP, lokale skoler og ungdomsklubber samt HelsingUng, der er et tilbud til unge i kommunen, der kæmper med et misbrug. 

Nina Jürs, centerchef i headspace Helsingør,  bød velkommen.

"Med det 10. headspace er vi nu ét skridt nærmere målet om, at ingen unge skal stå alene med deres problemer".

En stor dag for Helsingør
Med et headspace i Helsingør har de unge i det Nordsjællandske nu et sted at gå hen med de tanker og problemer, som kan være svære at dele. Selv med mor og far og gode venner. Det er netop hér headspace kan gøre en forskel, sagde Benedikte Kiær, borgmester i Helsingør og formand for Det Sociale Netværk og headspace, i sin tale. 

"Problemer hos børn og unge, er noget, vi som samfund skal arbejde meget mere med, og noget vi skal reagere på. Hvis man som ung kommer ind i rette tid, kan man forhindre frafald på uddannelserne, og at flere unge udvikler en psykisk lidelse. Tillykke til alle de unge, der har problemer, som de har behov for at få løst. For nu har de et sted at gå hen".

​Nøglen der bliver væk
Region Hovedstaden var også repræsenteret ved åbningen af landets tiende headspace ved Karsten Skawbo-Jensen, formand for regionens psykiatriudvalg.

I regionen ved man, hvor vigtig den præventive indsats er, for man kan se, at antallet af unge der er i kontakt med den regionale psykiatri bare stiger og stiger.

"I headspace hjælper man de unge tidligt i forløbet, så problemerne ikke vokser sig store. Det er en utrolig vigtig indsats, headspace er med til at forebygge og afhjælpe, at de unge indlægges i psykiatrien".

Karsten Skawbo-Jensen satte på fineste vis ord på, hvad headspace er:

"De unge har selv nøglen til at få det bedre, men nogle gange bliver nøglen væk - headspace kan hjælpe med at finde den igen".
 
De frivillige flytter bjerge
Også Poul Nyrup, stifter af Det Sociale Netværk og Headspace og nuværende protektor, havde lagt vejen forbi Helsingør til indvielsen af det tiende headspace på bare tre år. 

Han havde en særlig tak til de frivillige med i sin tale.

"I flytter bjerge hele tiden. Frygtens og tvivlens bjerge. Takket være jer kan vi give de unge håb".