Bliv medlem af
Det Sociale Netværk/
headspace Danmark

Emma Holten deler erstatning med headspace

7. september 2016

Den unge debattør Emma Holten har besluttet sig for at dele den erstatning, som hun i sidste uge fik af den tyske tv-station RTL, med headspace.

Vi er utrolig taknemmelige for, at Emma Holten støtter headspace økonomisk og ved at udbrede kendskabet til headspace til de mange unge, der følger hende, og ser hende som et forbillede.

Hun er på kort tid blevet en af sin generations stærkeste stemmer og kæmper for, at alle unge kan få lov til at være den, de er – uanset køn, etnicitet og seksualitet.

Emma Holtens liv blev kastet ud i et stormvejr i 2011, da hendes mail blev hacket og hendes private billeder blev spredt internettet. 

”Der var en ekstrem følelse af ensomhed og magtesløshed. Fordi man ikke rigtig har nogle ord at sætte på det, man oplever. Man kan godt forklare folk helt konkret, hvad der er sket, men hvordan det får en til at føle, når man vågner om morgenen, når man går i skole eller på arbejde, det er man meget alene med. Jeg tror følelsen af ensomhed var det der overskyggede det hele. Lige meget hvad jeg gjorde og hvor mange ord, jeg prøvede at sætte på det, så ville folk aldrig rigtig forstå, hvordan det var”, fortæller hun.

Alle har brug for nogen at tale med
I headspace kommer der mange unge, der har brug for nogen at dele deres tanker med. Om eksamensangst, problemer med familien, mobning, spiseforstyrrelse, selvskade eller selvmordstanker. 

Da Emma Holten hørte om headspace, var hun slet ikke i tvivl om, at det var et initiativ, hun gerne ville støtte. Og da nyheden om erstatningen kom i sidste uge, vidste hun med det samme, hvem pengene skulle deles med:

”Det er så vigtigt, at få lov til at tale med nogen, der ikke kender én og ikke har en forudindtaget holdning om, hvem man er og hvorfor man gør som man gør. Det er det, der er så godt ved headspace. Det er mennesker der ofte har prøvet at stå i den samme situation, så er de ikke så fremmede overfor følelsen af, at man drukner i det hele, og der ikke er nogen vej ud. De kan hjælpe de unge med at se, at der er et liv et andet sted. Og det tror jeg, der er virkelig mange, der har brug for at høre. Sindssygt mange”, fortæller hun og fortsætter:

”Der skal ikke engang særlig meget til. Det er dét, der er så tragisk ved det. Der er så mange, der lider i årevis, hvor 3-4 samtaler af en times varighed med et andet menneske kunne ændre deres liv. Vi ved, at det der virker, det er at tale med en anden person, der deler dine erfaringer. En person, du kan spejle dig i. Jeg har svært ved at forstå, hvorfor det er så svært at skabe opbakning og finde ressourcer til det, for det er jo en investering for resten af livet”.

Emilie var en inspiration
Emma Holten blev for alvor inspireret af 24-årige Emilie Dahl, der arbejder i sekretariatet hos Det Sociale Netværk og headspace. Emilie har tidligere været syg med anoreksi – på et tidspunkt var sygdommen så alvorlig, at hun risikerede at dø af det. 

Emma Holten har i løbet af de sidste par år mødt masser af unge med barske historier. Historier om at føle sig anderledes, ensom, sårbar og udenfor  fællesskabet. 

Og det er vigtigt, at de unge har et sted at gå hen. Ellers er der en risiko for, at den sårbarhed udvikler sig til noget meget værre. I værste fald sygdom, der risikerer at stjæle mange år af deres ungdomsliv. 
Her spiller headspace en rolle, det kan være det sted, hvor de unge kan få hjælp og finde nogle, der lytter
”Bare det at vide, at der er et sted, man kan gå hen og få hjælp af en person, der er upartisk, som ikke dømmer og som ikke kender ens forældre og ens klassekammerater, men bare kender dig. Det tror jeg kan gøre livet nemmere for rigtig mange”, siger Emma Holten. 

Donationen til headspace falder på et tørt sted, og vi håber, at Emmas gave kan få Christiansborgs politikere til at følge trop, så vi på sigt kan sikre, at headspace og alle de frivillige fortsat kan hjælpe, støtte og rådgive landets børn og unge, og vi dermed fortsat kan sætte fokus på mange af de svære problemstillinger, som nutidens unge slås med.



Emma Holten er også en del af kampagnen #detkuværeditbarn
 

www.headspace.dk bruger cookies

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere og giver info om, hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. www.headspace.dk bruger primært cookies til trafikmåling, login og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om cookies på www.headspace.dk her --