Bliv venner med
headspace

Prisregn over headspace

16. november 2016

headspace har i denne uge modtaget hele tre priser for arbejdet med sårbare børn og unge.

På få dage har headspace modtaget ikke mindre end tre priser. To af dem er tildelt lokale headspaces og den sidste er givet til headspace Danmark. Vi er utroligt glade for og stolte over, at de frivilliges arbejde med at hjælpe udsatte og sårbare børn og unge bliver anerkendt. 

FOA giver anerkendelse til headspace



I disse dage holder fagforbundet FOA deres årlige kongres i Aarhus, og kongressens første dag sluttede af med en prisoverrækkelse onsdag aften. 

Her uddelte kongressen og FOA’s medlemmer 25.000 kroner til både headspace Danmark og SIND for deres arbejde med at støtte psykisk sårbare og psykisk syge samt for arbejdet med at sætte fokus på mental sundhed og vilkårene for mennesker med en psykisk lidelse. 

FOAs formand Dennis Kristensen overrakte donationen og tilknyttede følgende kommentarer:

"Headspace arbejder med den tidlige indsats. I har fundet en nem og udemokratisk måde at arbejde på, og der ydes hjælp på de unges præmisser. Udgangspunkt er, at ingen problemer der er for store og ingen for små – og der er ingen ventetid. Styrken er, at der er en indgang – uafhængig af kommunen".

Prisen markerer også begyndelsen på et helt nyt samarbejde mellem Det Sociale Netværk, headspace og FOA

"Pointen med samarbejdsaftalen er, at vi i fællesskab skal skabe forbedringer for de unge, og FOA er glade for, at indgå i dette samarbejde", sagde FOA-formand Dennis Kristensen.

Du kan læse mere om samarbejdsaftalen her

FOA’s kongres har i år særligt fokus på psykiatrien og de åbenlyse udfordringer, der især er i behandlingspsykiatrien. FOA har udarbejdet en psykiatrihandlingsplan med titlen ”Sammen om psykiatrien”, der skal forbedre vilkårene for både brugere, pårørende og ansatte. 

Det betyder meget, at et stort forbund som FOA er med til at støtte op om arbejdet med sårbare børn og unge i headspace. FOA’s medlemmer ved om nogen, hvor hårde vilkår der kan være i psykiatrien, og hvor stor en effekt det kan have, hvis man fokuserer på en tidlig indsats. Hvis vi er i stand til at hjælpe børn og unge, inden de udvikler en psykisk sygdom, så vil psykiatrien også opleve, at noget af presset på forskellige afdelinger og bosteder forsvinder, og personalet vil på den måde få bedre arbejdsvilkår til at hjælpe de borgere, der er allermest udsatte. 

Stort tak til FOA, der med denne pris virkelig er med til at sætte fokus på, hvor vigtigt det er at sætte forebyggelse af psykisk sygdom på dagsordenen.

Herning Byråds frivillighedspris


Hernings borgmester Lars Krarup overrækker årets frivillighedspris.

De frivillige i headspace Herning tabte nærmest underkæben, da de tirsdag den 15. november modtog Herning Byråds pris for frivilligt arbejde. 

De frivillige var mødt op i byrådssalen i den tro, at de skulle fortælle byrådet om arbejdet i headspace, men i stedet blev de overrasket med blomster, en check på 5.000 kroner samt en tale af Hernings borgmester Lars Krarup (V) foran et samlet byråd. 

Det var 16. gang at prisen for frivilligt arbejde i Herning Kommune blev uddelt. 

”Vinderen er ikke én person. Faktisk er der i år rigtig mange prismodtagere. De 52 vindere har sammen og hver især været en del af en succes – og har alle ydet deres for at gøre et helt nystartet tilbud til en kæmpe gevinst for Hernings unge. Tillykke med det alle sammen. I har ydet en jætte-indsats for headspace Herning”, sagde Lars Krarup i sin tale.

Det er kun et lille år siden, at headspace Herning slog dørene op i december 2015, og de ansatte og frivillige har arbejdet hårdt på at gøre headspace kendt blandt byens og kommunens unge. I løbet af de 11 måneder har 400 unge fået hjælp i headspace, og de frivillige har holdt mere end 2000 samtaler med unge. Derudover har de frivillige holdt en lang række oplæg på skoler og uddannelsesinstitutioner og har deltaget i en række events – blandt andet den store UngeBazar, der blev holdt i slutningen af september. 

”Alle disse opgaver har I løst i en ånd af sammenhold og med højt humør. Selv om - eller måske fordi - jeres aldre går fra 19 år til 72 år, udviser I masser af rummelighed, empati og mod”, sagde Lars Krarup. 

De gode resultater fra headspace Herning har også betydet, at Herning Kommune dette efterår har permanentgjort bevillingen til headspace. 

Vi er glade for, at man i Herning Kommune bakker så massivt op om arbejdet i headspace – både med den faste økonomiske støtte og prisen for frivilligt arbejde. 


De glade modtagere af Herning Byråds pris for frivilligt arbejde.

Hede Nielsen Prisen til headspace Horsens

Mandag den 14. november blev den traditionsrige Hede Nielsen Pris uddelt på Hotel Opus i Horsens. Prisen blev i år delt mellem headspace Horsens og Børns Vilkår.

”Desværre er danske børns behov for hjælp, rådgivning og samtaler stigende, og derfor går prisen i år til netop det behov. De to prismodtagere arbejder for samme formål, men ad forskellige kanaler”, sagde Peter Sven Sørensen, formand for Familien Hede Nielsens Fond, ved prisuddelingen. 

Til stede var Trine Hammershøy, direktør i Det Sociale Netværk/headspace Danmark, Anders Friche, centerchef i headspace Horsens og en stor del af de lokale frivillige. 

Hede Nielsen Fondens bestyrelse havde valgt at dele Hede Nielsen-Prisen, der er på 750.000 kroner, i to portioner. 500.000 kroner til Børns Vilkår og 250.000 kroner til headspace.

Familien Hede Nielsens Fond blev stiftet i 1971, og hvert år uddeler fondens bestyrelse den store pris, der plejer at gå til gode formål indenfor forskning, videnskab, kunst og kultur. 

En stor tak skal lyde til fondens bestyrelse for i år at tilgodese udsatte børn og unge – både gennem arbejdet i headspace og hos Børns Vilkår, der blandt andet står bag BørneTelefonen.



Næstformand for Hede Nielsen Fonden Henrik Hede-Nielsen og Formand Peter Sven Sørensen, Frivillig rådgiver Mirna Bagdoian, headspace Horsens,  Direktør Trine Hammershøy, Det Sociale Netværk og Centerchef Anders Friche, headspace Horsens.