Jobsøgning

headspace kan give gode råd om jobsøgning samt de udfordringer, det kan bringe med sig at stå uden arbejde

Måske er du ved at afslutte din uddannelse og gør dig overvejelser om fremtiden. Måske søger du arbejde, men kan ikke finde et job. Måske er du af forskellige årsager ikke kommet i gang med en uddannelse eller et job. Uanset hvilken situation du står i, kan det være frustrerende. Hvis du har brug for at tale med nogen om udfordringerne ved at stå uden arbejde, er du altid velkommen til at kigge fordi headspace og få gode råd om din jobsøgning. Flere headspaces tilbyder desuden job- og uddannelseslæring til børn og unge, der gerne vil have en hånd med at komme i gang med job eller uddannelse.

Læs mere om job- og uddannelseslæring her.

Find dit lokale headspace her.

arbejdsløshed og usikkerhed

Hvis du ikke kan få et job eller lige har mistet dit job, kan det have stor indflydelse på, hvordan du opfatter dig selv og passer på dig selv. At stå uden et job kan føles ensomt og svært, fordi mange andre omkring dig har jobs. Arbejdsløshed kan også få dig til at føle skyld, skam eller at der er noget galt med dig – men det er der ikke! Det er faktisk helt almindeligt at stå uden job i nogle perioder i sit liv.

Uden indkomst kan det være svært at finde penge til at lave ting sammen med andre som at gå i biografen eller gå ud med vennerne. På den måde kan du måske komme til at føle dig alene eller isoleret fra, hvad de andre laver.

Det kan også være, at du føler dig presset af din familie eller dine venner, som gerne vil have, at du skal finde et job. Det kan gøre det svært at spørge om hjælp til for eksempel husleje eller andre udgifter, hvis du oplever, at dine venner og familie ikke forstår din situation. 

Føles det ensomt, svært eller uoverskueligt at stå uden job, kan det være svært at få en hverdag til at hænge sammen og at komme op om morgenen. Det er derfor vigtigt, at du snakker med nogen om, hvordan du har det. Det kan ofte føles som en lettelse at tale om de udfordringer, som du oplever i hverdagen.  

At du ikke har et job lige nu, er ikke ensbetydende med, at du ikke kan eller vil arbejde. Ofte er det nærmere et udtryk for, at der ikke er nok jobs til alle dem, der gerne vil have et job. Derfor er det vigtigt at prøve at undgå at have skyldfølelse over ikke at have et job. 

tal med nogle om dine udfordringer i forhold til job

Du kan gøre meget selv for at undgå at dine udfordringer med at finde et job gør dig alt for trist og ked af det. Prøv for eksempel at huske dig selv på alle dine evner og alt det, du er god til. Når du søger jobs så tænk over, hvor heldig den arbejdsplads, du søger arbejde hos, vil være, hvis de ansætter dig. Prøv sammen med dine venner og din familie at være positive omkring jobmuligheder og at holde modet oppe, når du søger arbejde.

Hvis du savner nogle andre at dele dine tanker med, er du altid velkommen i headspace. Vi hjælper dig gerne med jobsøgning, rådgivning og meget andet. Vi vil lytte til dig, og sammen finder vi ud af, hvordan vi bedst kan hjælpe dig – i dit tempo og med respekt for dine behov og ønsker.

Find mere information om hjælpetilbud her.

www.headspace.dk bruger cookies

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere og giver info om, hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. www.headspace.dk bruger primært cookies til trafikmåling, login og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om cookies på www.headspace.dk her --