Bliv medlem af
Det Sociale Netværk/
headspace Danmark

Rasmus

24 år

Faren døde, da Rasmus var barn. Folkeskoletiden vækker heller ikke gode minder. Og han har en fortid på den kriminelle løbebane og flere voldsdomme med sig i bagagen.

Mod alle odds færdiggør Rasmus en uddannelse på teknisk skole. Han oplever for første gang at være god til noget, og det giver ham blod på tanden.

Men fortiden ligger konstant i baghovedet og lurer. I sit forsøg på at bevæge sig væk fra det velkendte og ud i et liv i den ”rigtige” retning mærker han en skrøbelighed, og han bliver usikker på, om han overhovedet kan klare et ”almindeligt” liv med uddannelse, regninger og forsikringer. Alt det ukendte giver ham svedeture, og tankerne myldrer rundt.

Rasmus fik "styr på det"

Til en samtale i headspace København fortæller Rasmus, at han har svært ved at styre temperamentet, når han møder det offentlige system, fordi han ikke forstår, hvad de siger, og det gør ham frustreret og vred. Derfor har han flere gange måttet gå fra Borgerservice.

Rådgiveren fra headspace København aftaler med Rasmus, at de sammen går på Borgerservice for at søge om kontanthjælp, boligstøtte og hjælp til en 30.000 kroners tandlægeregning, og at Rasmus kun skal sige sit cpr-nummer og lade rådgiveren føre ordet.

Rasmus er nervøs for samtalen, og sveden begynder med det samme at pible frem, da han sammen med rådgiveren træder ind på Borgerservice. De får udleveret en stak papirer, som de sammen udfylder. Rasmus bliver vurderet aktivitetsparat, får kontanthjælp med tilbagevirkende kraft og får tilknyttet en mentor.

Rasmus sender efterfølgende denne sms til headspace-rådgiveren: Hej Christian. Så er der sgu styr på det. Jeg takker mange gange ... Kh. Rasmus

 

www.headspace.dk bruger cookies

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere og giver info om, hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. www.headspace.dk bruger primært cookies til trafikmåling, login og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om cookies på www.headspace.dk her --