Bliv medlem af
Det Sociale Netværk/
headspace Danmark

Sophie

22 år

Sophie kommer i headspace, fordi hun har dyb kærestesorg. Hun har for nylig haft et sammenbrud foran sin familie, og der er ingen tvivl om, at sammenbruddet er relateret til bruddet med kæresten. Forældrene er meget bekymrede og har sagt, at hun er nødt til at bede om hjælp.

Første gang Sophie kommer i headspace, har hun lige været forbi egen læge. Lægen har givet hende en henvisning til psykolog. Tanken er, at psykologsamtalerne skal styrke hendes selvværd, som har lidt skade under forholdet med ekskæresten, der har overskredet hendes grænser ved blandt andet at være hende utro. Sophie vælger at lægge vejen forbi headspace, før hun kontakter en psykolog, fordi hun har brug for nogen at tale med lige nu og her.

Sophie græder meget under sin første samtale i headspace. Hun fortæller, at alt, hvad hun gør, minder hende om ekskæresten. I headspace er der både Kleenex og rummelighed, så Sophie får lov at græde ud.

Samtale i headspace lettede

Anden gang Sophie kommer i headspace, fortæller hun, at hun har været så glad for at være i headspace, og at hun følte sig lettet, da hun gik ud af døren efter den første gang. Det betyder, at hun har besluttet, at hun alligevel ikke vil gøre brug af lægens henvisning til psykolog, da hun føler, at hun får tilstrækkelig hjælp ved at komme i headspace. Her oplever hun, at sorgen over tabet af kæresten ikke bliver problematiseret, men at hun faktisk får lov at være i sin sorg og får lov at bearbejde den. Sophie har tydeligvis mange ressourcer lige under overfladen, som kommer frem i lyset under samtalerne i headspace, og i takt med dette vokser også hendes selvværd.

Sophie kommer i headspace en del gange, men der går længere og længere tid mellem, at hun har brug for at komme. En dag ringer hun og fortæller, at hun ikke har mere på hjertet lige nu, men at hun har kodet vores nummer ind, så hun kan kontakte os, hvis hun en dag skulle få brug for det igen. 

www.headspace.dk bruger cookies

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere og giver info om, hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. www.headspace.dk bruger primært cookies til trafikmåling, login og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om cookies på www.headspace.dk her --