Bliv medlem af
Det Sociale Netværk/
headspace Danmark

17 aktører går i fælles front for at sætte fokus på forebyggelse af mental mistrivsel hos børn og unge

16. maj 2018


Flere og flere børn og unge har et dårligt mentalt helbred. Derfor er 17 forskellige foreninger og aktører gået sammen om at komme med nye anbefalinger til, hvordan vi kan fremme den mentale sundhed hos børn og unge. Målet med arbejdet er blandt andet at sikre en bedre tidlig opsporing og få mere fokus på forebyggelse.

Stress, depression, angst og dårligt mentalt helbred er desværre hverdag for flere og flere børn og unge i Danmark. 

Derfor vil 17 foreninger og organisationer, der arbejder med børn og unges mentale trivsel, i dag præsentere en række anbefalinger, der skal skabe et bedre grundlag for, at vi kan forbedre børn og unges mentale trivsel. Anbefalingerne er kommet til verden ved en række workshops, og det glæder direktør i Det Sociale Netværk/headspace Danmark Trine Hammershøy.

”At vi i fællesskab kan komme frem til en lang række konkrete tiltag, der kan skabe bedre vilkår for vores børn og unge, er et godt signal, der forhåbentligt vinder politisk gehør både i kommuner, regioner og på Christiansborg. Det er nemlig vigtig at få fokus på, hvad vi kan gøre for at dæmme op for den udvikling, der viser at flere og flere børn får psykiske problemer”, siger Trine Hammershøy. 

Senest viste Den Nationale Sundhedsprofil, at det vitterlig går den gale vej. Nu har hver fjerde unge kvinde og hver ottende unge mand dårligt mentalt helbred. I 2013 var det hver sjette kvinde og hver 12. unge mand. Og stress er nærmest blevet dagligdag for unge kvinder. Hele 41 procent af 16 og 24-råige piger, og 25 procent af de unge mænd føler sig ofte stresset.

Forebyggelse, viden og samarbejde

Anbefalingerne fokuserer på tre centrale spor. Først en mere effektiv tidlig opsporing og større fokus på forebyggende indsatser. Derudover fremhæver de 17 foreninger, at der skal sikres en bedre sammenhæng i de forebyggende indsatser på tværs af faggrupper, kommuner, regioner, civilsamfundet og private aktører. Og for det tredje så er der behov for bedre vidensdeling på tværs og mere forskningsbaseret viden.

”Mere viden om børn og unge mentale helbred er vigtigt. Vi skal sikre en prioritering af forskning og vi skal prioritere, at der er en bedre sammenhæng mellem forskning og praksis. Det er viden og forskning om årsager, men det er også viden og forskning om indsatser”, siger Rasmus Balslev, der formand i Region Øst for Dansk Socialrådgiverforening.

Især det fremskudte arbejde er vigtigt og noget mange af parterne ser som centralt i de anbefalinger, der er blevet lavet. 

”Den tidlige og fremskudte indsats er helt central, hvis vi skal forebygge og støtte børn og unge, som er truet på deres mentale trivsel. Vi skal ud med den rette faglige indsats i de arenaer, hvor børn og unge færdes til hverdag – i skolen og i dagtilbuddene. Vi skal understøtte de fagprofessionelle og styrke dem i kvalificeret opsporing af de børn og unge, der har behov for støtte,” siger Rasmus Balslev.

Du kan læse alle anbefalingerne her.

Fakta om indstillingerne

De 17 forskellige foreninger og aktører har præsenteret indstillingerne og anbefalingerne for deres arbejde under en høring på Christiansborg. Målet med anbefalingerne er at kvalificere det politiske arbejdet med at fremme børn og unges mentale trivsel.  Alternativets ordfører for helbred & trivsel, sundhed og psykiatri Pernille Schnoor deltog. Det samme gjorde Venstres socialordfører Carl Holst.

Anbefalingerne tager udgangspunkt i den virkelighed og praksis, som deltagerne i en række workshops og debatter har identificeret i arbejdet med sårbare børn og unge. 

De 17 foreninger er BUPL, Foreningen Børn Og Unges Trivsel, Dansk Socialrådgiverforening, Dansk Sygeplejeråd, Det Sociale Netværk/headspace Danmark, Forskningsgruppen Mindhood ved Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet, Girltalk, Københavns Professionshøjskole, Livslinien, LOS – Landsorganisationen for sociale tilbud, Psykiatrifonden, SIND Ungdom, Statens Institut For Folkesundhed, Uddannelsesforbundet, Ungdommens Røde Kors, Ventilen og TUBA.

Derudover har Ungdomsskoleforeningen, Dansk Psykolog Forening, Vidensråd For Forebyggelse og VIVE deltaget i det forberedende arbejde i de to workshops.

www.headspace.dk bruger cookies

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere og giver info om, hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. www.headspace.dk bruger primært cookies til trafikmåling, login og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om cookies på www.headspace.dk her --