Bliv venner med
headspace

Afslag på drømmestudiet – hva’ nu?

2. august 2017

Tusindvis af unge fik afslag på ansøgningen til en videregående uddannelse. Og hvad gør man så? Få gode råd fra en af headspaces ungerådgivere.

Der var både glædestårer og bristede drømme, da årets optag til videregående uddannelser blev offentliggjort. For selv om langt de fleste er kommet ind på et af deres ønskede studier, så fik mere end 20.000 et afslag. 
Det kan gøre rigtig ondt at få at vide, at man ikke er kommet ind. Og derefter kommer spørgsmålet: ”Hvad skal jeg så?” 

Du er IKKE en fiasko!
I headspace har rigtig mange unge henvendt sig for at få hjælp og gode råd til at søge ind på et studie. Og vi har også talt med unge, der har fået et afslag. 

”Der er mange, der føler sig som en fiasko, når de ikke får de karakterer, som de havde håbet, eller når optaget på uddannelsen glipper. Det er virkelig et ord, der går igen hos mange, men du er ikke en fiasko, og det er ikke dig, der er noget galt med. Det er meget vigtigt at huske”, siger Jonas, der er ungerådgiver i headspace Ballerup.  

Det der med at være en fiasko, og føle at man ikke slår til, er noget, som Jonas udfordrer unge på, når han taler med dem i headspace.

”Ofte er det fordi, man forsøger at leve op til andre menneskers forventninger. Mange har et billede af, hvordan de bør være – enten fordi de spejler sig i deres venner, søskende eller forældre. Men man skal huske på, at man gør det så godt, man kan. Og det er det vigtigste”, siger han. 
Og så skal man huske, at der er mange ting, der har indflydelse på, hvor mange og hvem der bliver optaget på et studie. For eksempel har man i år set uddannelser, der krævede over 11 i snit for at komme ind – og sidste år var der fuldt optag for alle. 

”Det er ikke til at forudse, hvilke studier der pludseligt bliver populære fra det ene år til det andet. Der er mange tilfældigheder, der spiller ind”, siger Jonas. 

Du må godt være træt af det
Det kan være svært at vise sine følelser – også når optaget på studiet glippede. Mange gemmer deres tristhed og skuffelse væk både for at skåne sig selv og for ikke at tabe ansigt over for venner og familie. 

Men det er altså helt okay at være skuffet, siger Jonas.

”Man skal tillade sig selv at være skuffet og synes, at det er super nederen! Men man skal heller ikke gå i flere måneder og være ked af det. Og så er det vigtigt at snakke med nogen om det: familien, vennerne, kæresten eller her i headspace”. 

Prøv igen eller prøv noget andet
Hvis man ikke kommer ind på studiet, kan det være svært at finde ud af, hvad man så skal. Skal man prøve igen og igen og igen. Eller hvad?
Jonas fra headspace Ballerup mener, at det er vigtigt, at man er realistisk omkring det studie, man gerne vil ind på. 

”Vi er altid på den unges hold her i headspace. Og jeg vil gerne gå rigtig langt for at hjælpe en ung med at lægge en plan for, hvordan det lykkes at komme ind næste gang. Men man skal også være ærlig overfor sig selv, om det giver mening at prøve igen eller, om man skal finde på noget andet”.

Hvis man gerne vil holde fast i drømmestudiet, så foreslår Jonas, at man prøver at kontakte for eksempel studievejledere og undervisere og spørge dem, hvad der skal til, og hvad de kigger efter, når de skal bedømme ansøgere. Man kan også hive fat i nogen, man kender, der studerer det samme, eller som har gjort det. 

”Og man skal give den en skalle for at gøre sig selv bedre til næste gang”, siger Jonas. 

Og så skal man ikke glemme, at man ikke altid behøver at gå den direkte vej.

”Der er rigtig mange, der ender med at lave noget helt andet end det, de er uddannet til. En uddannelse er ikke en færdig pakkeløsning. Så bare fordi studiet glipper i første omgang, så betyder det altså ikke, at din drøm er brast. Så må du bare finde en anden vej… Med mindre, du gerne vil være hjernekirurg, så er den direkte vej nok den bedste”, griner han. 

Gode råd fra headspace:

Tag det ikke personligt
Tillad dig selv at være skuffet – men ikke for længe
Tal med nogen om afslaget, det er ikke godt at gå med tankerne alene
Sæt dig et mål og forfølg det
Tal med undervisere og vejledere om, hvad du kan gøre bedre
Husk at den direkte vej ikke altid er den bedste

Du er altid velkommen til at kontakte headspace, hvis du har brug for nogen at tale med. Du finder headspace i 16 byer – se her hvor – og du også altid velkommen til at ringe til headspace eller chatte med os. Også selvom du ikke bor i en headspaceby.