Bliv venner med
headspace

Blottet for selvtillid efter 10 års mobning: Julie fik hjælp i headspace

26. september 2016

25-årige Julies folkeskoletid var en lang kamp med klassekammeraternes mobberi, og det gav dybe ar på sjælen. For Julie lå vejen ud ad tristheden i headspace – et rådgivningstilbud for børn og unge.

Hun tog de tunge skridt ned til det gule hus, gik nervøst ind af døren, hvor hun blev taget imod af et par smilende frivillige i de graffitimalede rum, og efter kort tid sad hun foran to rådgivere.

”Jeg følte jo egentlig, at jeg havde styr på det, og at jeg kunne klare mine problemer selv, og det var enormt grænseoverskridende at komme ind og sige: jeg har brug for at snakke, og så sidde foran to mennesker der er der for at lytte til dig”, fortæller Julie og tilføjer:

”Det havde jeg rigtig svært ved. For jeg havde stort set ingen selvtillid, og jeg vidste ikke, hvor jeg skulle starte”.

Julie var igennem hele sin folkeskoletid blevet mobbet – blevet mobbet med, at hun var overvægtig, og da filmen Terkel i Knibe kom frem i 2004, tog drillerierne til, næsten dagligt blev hun kaldt ”Fede Dorrit”, og selvom lærerne og forældrene forsøgte at sætte en stopper for mobberiet, fortsatte det.

”Jeg følte mig virkelig alene, og jeg gik stort set i skole med ondt i maven hver dag. Det eneste, jeg glædede mig til, var frikvartererne og ferierne, for jeg havde ikke nogen, jeg kunne snakke med”, fortæller Julie.

Minderne gør ondt
Mange år efter hjemsøgte minderne stadig Julie, og hun kunne mærke et behov, et behov for at lukke fortidens skeletter ud af skabet og få bearbejdet de oplevelser, der havde blottet hende for selvtillid.

”En typisk dag gik jeg på arbejde, hvor jeg smilede, og når jeg kom hjem igen, lagde jeg mig i min seng og græd. I weekenderne var jeg alene. Og så begyndte ugen igen, men alt det begyndte at ændre sig, da jeg kom i headspace og fik talt om det”, fortæller Julie og fortsætter:

”I starten græd jeg rigtig meget, når det var, vi snakkede om alt det, der var sket i skolen, men det hjalp mig også, og jeg kunne mærke, at jeg blev nødt til at tage hånd om det og tale om det for at komme videre.”

”Og samtalerne har hjulpet. Jeg har bevæget mig meget, er blevet mere smilende og tør stå ved, hvad jeg mener, og hvem jeg er. Jeg er blevet gladere og har fået mere selvtillid. For et år siden ville jeg ikke have delt min historie med nogen”.

Der går også længere tid mellem, at Julie får sine nedture, hvor hun føler, at hun er grim, at ingen kan lide hende, og at der ikke er nogen grund til, at hun er her længere, og derfor begyndte hun meget at isolere sig.

”Det er der også taget hul på. Jeg bevægede mig ikke rigtig ud førhen, der snakkede jeg ikke med så mange mennesker og følte sig ensom. Jeg turde ikke komme ud og holdt mig meget for mig selv, men det er jeg også blevet bedre til”.

Hen over sommeren har Julie fået arbejde på et plejehjem, og hun tænker, at hun vil læse videre på Metropol, hvor hun gerne vil tage en bachelor i sundhed og ernæring og bygge videre på den uddannelse, hun har nu som ernæringsassistent.

”Heldigvis har al mobningen ikke ført til, at jeg ikke har mod på at uddanne mig. Jeg kan godt tvivle på, om jeg er god nok, men jeg har virkelig lyst til at uddanne mig, og jeg er kommet så langt, at andre må sige, hvad de vil, det er ikke mit problem længere”.