Bliv venner med
headspace

Det Sociale Netværk og Uddannelsesforbundet til kamp mod frafald

En partnerskabsaftale mellem Uddannelsesforbundet og Foreningen Det Sociale Netværk skal styrke den sociale indsats og hjælpen til sårbare unge.

Gennem et aktivt samarbejde vil Uddannelsesforbundet og Det Sociale Netværk nu styrke den sociale indsats rettet mod sårbare unge og ved fælles hjælp begrænse det antal unge, som falder ud af en ungdomsuddannelse.  

Over 1/3 af de unge, der begynder på en ungdomsuddannelse, falder fra. De fleste, der dropper ud af blandt andet erhvervsuddannelserne, har psykiske og personlige problemer, hvor ensomhed og depression er mest udbredt. 

Formand for Uddannelsesforbundet, Hanne Pontoppidan, fortæller, at oplevelsen er, at mange unge, som har det rigtigt svært på uddannelsesinstitutionerne, mangler et netværk og en ordenlig stabil voksenkontakt:

- Men uddannelsesinstitutionerne har ikke ressourcer til at levere at være den voksenkontakt. Og uden den voksenkontakt kommer de sårbare unge ikke igennem deres uddannelsestilbud. Derfor er vi er glade for at få muligheden for at henvise til og synliggøre det arbejde, som Det Sociale Netværk yder, siger Hanne Pontoppidan.

Poul Nyrup Rasmussen er protektor for Foreningen Det Sociale Netværk, og tror på, at de med partnerskabet får en vigtig ”nøgle” til de unge:

- Med parterneskabet bliver det lettere at åbne dørene til lærerne og uddannelsesinstitutionerne. Vi får nøgler til at kunne give tilbud til de unge, og det er et ok-stempel af, at vi er godt kvalificeret til at være en håndsrækning og et værktøj for lærerne, siger Poul Nyrup.

Den tidlige indsats

Foreningen Det Sociale Netværk står bage en række aktiviteter, hvor der er stor fokus på den tidlige forebyggende indsats, så de unge får den rigtige hjælp, før problemerne vokser sig store.

Et af initiativerne hedder ”Headspace”, hvor unge kan henvende sig direkte og få åben gratis rådgivning i en række centre og via en chat-service. ”Headspace” har også en udgående opsøgende rådgivning til erhvervsskoler, produktionsskoler, VUC m.fl.

- Det, som er så fantastisk, er at vi her sætter ind, inden den unge bliver en klient. Vi får fat i en sårbar unge, som vi kender ude på skolerne og ser ude på skolerne, men som vi ikke har noget tilbud til, for det har det etablerede Danmark ikke. Det er der, Det Sociale Netværk sætter ind, siger Hanne Pontoppidan.

Parterneskabets første mål er at udvikle, udbrede og formidle viden blandt elever, lærere og vejledere på især Erhvervsskolerne, Produktionsskolerne og VUC om unge og psykisk sårbarhed, så de sårbare unge på et tidligt tidspunkt kommer på eget livsspor igen, og færre falder fra ungdomsuddannelserne.