Bliv venner med
headspace

DSN indgår samarbejde med Metropol

2. september 2015

Den sidste dag i august blev der sat en kradser på en samarbejdsaftale mellem Foreningen Det Sociale Netværk og Professionshøjskolen Metropol. En samarbejdsaftale, som skal sikre en tæt relation og en gensidig bestræbelse på at udvikle og styrke hjælpen til børn og unge med brug for nogen at tale med. 

Professionshøjskolen Metropol og Det Sociale Netværk vil gennem et aktivt og strategisk samarbejde styrke den samlede indsats og hjælp til sårbare unge. Partnerskabet omfatter alle professionshøjskoler i headspace-byer. Formålet med samarbejdsaftalen er, at de to parter arbejder på at udbrede viden om virkningsfulde indsatser og øge kendskabet til, hvor børn og unge kan få en tidlig hjælp.  Dertil kommer, at headspace og Metropol udvikler praktikpladsforløb for studerende på de professionsuddannelser, som er relevante i forhold til arbejdet i headspace.

”Vores version af samfundet og Metropols moderne uddannelsesmæssige linje går hånd i hånd med hinanden. Sammen kan vi virkelig gøre en forskel til fordel for unge mennesker,” lød det fra en glad protektor og stifter af headspace, Poul Nyrup Rasmussen, efter blækket var tørt.

Partnerskabets første mål er at udvikle, udbrede og formidle praksisrettet forsknings- og udviklingsviden om virksomme metoder i forhold til en mere sammenhængende, tidlig og forebyggende indsats for unge, der er psykisk sårbare. Denne viden skal omsættes i et uddannelsesmateriale, der kan indgå i relevante uddannelsestilbud.  

Læs mere om samarbejdet her

Billede er taget af Anne Trap-Lind