Bliv medlem af
Det Sociale Netværk/
headspace Danmark

headspace har fået en lillesøster

1. februar 2017

Et nyt ambitiøst initiativ under Det Sociale Netværk skal sætte ind, inden børn og unge udvikler spiseforstyrrelser. Initiativet læner sig op ad de gode erfaringer fra headspace.

Mange unge med spiseforstyrrelser får i dag hjælp alt for sent. De går ofte alene med tegnene på en spiseforstyrrelse i flere måneder og år, inden de får den rette hjælp og får taget hånd om problemerne.

Det vil Det Sociale Netværk ændre på og har derfor etableret initiativet VærDig. 

Målet er at hjælpe unge så tidligt som muligt, så de får taget hånd om de tunge tanker og får snakket om problemerne i forhold til krop, kost og motion, inden det udvikler sig til behandlingskrævende spiseforstyrrelser. Det handler om at skabe et rum, hvor det er okay at tale om, at man ikke har det godt.

”Vi ved, hvor altødelæggende det kan være for børn og unge at udvikle en spiseforstyrrelse. Det er sjældent noget, man bare kommer ud af, og det forfølger ofte de unge i en lang årrække. Derfor er der behov for at se på, hvordan vi får etableret en kultur, hvor man sætter tidligere ind, hvor det er okay at tale om de svære tanker, der ligger bag en spiseforstyrrelse”, fortæller Trine Hammershøy, direktør i Det Sociale Netværk.

Etableringen af VærDig er blevet gjort mulig af en unavngiven privat familie, der har doneret et større millionbeløb til at køre initiativet over de næste tre år.

Opsøgende rådgivning
Med VærDig vil Det Sociale Netværk tilbyde gratis og uforpligtende rådgivning til unge mellem 12 og 25 år og deres familier. 

Det vil både være i form af individuelle forløb, gruppeforløb og samtaler med den unge selv, pårørende og venner. VærDig har mobile teams i Herning, Roskilde og Odense, der tager ud og taler med unge eller familierne, hvor de måtte ønske det. Uanset om det er i eget hjem, på en uddannelsesinstitution, i headspace eller et helt fjerde sted.

Gode erfaringer fra headspace
Indsatsen vil på den ene side blive styret af eksperter og behandlere med mange års erfaring samt nøje udvalgte frivillige, der har fået grundig indføring i, hvordan man spotter og har samtaler med børn og unge, der udviser tegn på spiseforstyrrelser.

Indsatsen med de frivillige bygger på de gode erfaringer fra headspace, hvor vi ved, at mødet ung til ung gør en kæmpe forskel. 

Det giver en særlig fortrolighed og en særlig identifikation, som mange unge peger på har været overset i forebyggelse og behandlingstilbud. Mange unge, der får hjælp i headspace, fortæller, at det netop er frivilligheden, der har været afgørende. At sidde overfor et andet ungt menneske, der er der af egen fri vilje, er med til at gøre relationen jævnbyrdig og dermed mere tryg og uformel.

En del af de frivillige har selv erfaringer med spiseforstyrrelser eller det at være pårørende.

Læs mere på VærDig.org

www.headspace.dk bruger cookies

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere og giver info om, hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. www.headspace.dk bruger primært cookies til trafikmåling, login og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om cookies på www.headspace.dk her --