Bliv medlem af
Det Sociale Netværk/
headspace Danmark

headspace Helsingør tilbyder hjælp til at styre økonomien

26. oktober 2016

Mange unge har svært ved at håndtere deres økonomi, og det er især tilfældet, når andre større problemer overskygger for de økonomiske kvaler. Derfor lancerer headspace Helsingør nu økonomitjek for unge, hvor du kan få gode råd gratis.

”Unge har rod i økonomien”, ”Unge er økonomiske analfabeter” og ”Flere og flere unge skylder for meget”. Overskrifter, der taler sit tydelige sprog, og som viser, at mange af landets unge har svært ved at håndtere deres problemer.

Godt nok er det det kun omkring små fem procent på landsplan, der henvender sig i headspace på grund af økonomiske problemer, men for en stor andel af de unge er det et underliggende problem, der følger med de andre udfordringer, som de har.

”Vi kan se, at der er mange af de unge, som kommer her, der har problemer med økonomien. De problemer glider tit i baggrunden, når de større psykiske problemer fylder, men det er vigtigt at tage hånd om, for ellers kan de økonomiske problemer blive for omfattende”, siger Nina Jürs, der er centerchef i headspace Helsingør og tilføjer:

”Det er noget, som de har svært ved at tale om, men som fylder rigtigt meget, og som gør, at de unge sover dårligt om natten. Det er ikke fordi, at de er uansvarlige, for de tænker virkelig meget på det her, men det er bare nemmest at gemme rudekuverterne væk, når man ikke har overskuddet og mangler viden om det”.

For mange af dem, der lægger rudekuverterne i skuffen, hober problemerne sig op og fører til, at alt det andet fylder og presser dem. Det stresser dem og fører til, at de kommer ind i en ond spiral. Og ifølge Nina Jürs betyder det meget for de unge, når de ikke har råd til at gå ud med vennerne og lave ting, der koster penge.

”Hos os kommer vi ikke til at lave gældsrådgivning. Vi kalder det økonomitjek. For vi vil netop gerne komme med gode råd men også fortælle om, hvor vigtigt det er at fokusere på sin økonomi, danne sig et overblik og være realistisk”, fortæller Nina.

Med andre ord der er ikke kun fokus på budgetter og tunge tal, men også juridiske elementer og så selvfølgelig det socialfaglige. Det hele kommer til at foregå i samarbejde med frivilligcentret i Helsingør.

www.headspace.dk bruger cookies

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere og giver info om, hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. www.headspace.dk bruger primært cookies til trafikmåling, login og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om cookies på www.headspace.dk her --