Bliv venner med
headspace

headspace Herning er blevet godt kørende

7. april 2017

Det er blevet lettere for medarbejdere og frivillige i headspace Herning at komme rundt i området - de har nemlig fået sponsoreret en flot headspace-bil af lokale samarbejdspartnere. 

Den er svær at overse - den nye flotte, grønne headspace-bil, der triller rundt på vejene i Herning og det øvrige Midtjylland.

Det er et samarbejde mellem Bilforum Herning, Kiddesign og Thisted Forsikring der har gjort det muligt, at headspace Hernings ansatte og frivillige kan komme rundt i det midtjyske til formidlinger, udesamtaler og events på meget favorable vilkår.  

”Det er helt fantastisk, at vi har fået vores nye headspace-bil, og den har allerede gjort en kæmpe forskel. Ud over at være til stor gavn i hverdagen, så er det ligeledes en kæmpe reklame for headspace i det midtjyske", udtaler ungerådgiver Kent Hairing og fortsætter:

”At det lykkedes at få aftalen i hus, skyldes den store opbakning, vi møder fra virksomheder i Herning og omegn. Henrik fra Bilforum har stillet en helt ny Honda Jazz til rådighed med stort set alt inklusiv, og Lene fra Kiddesign har uden beregning dekoreret bilen i vores flotte headspace farve”, fortæller den glade ungerådgiver.

Et sponsorat med mening i
headspace Danmark har haft en snak med Henrik Lysgaard fra Bilforum og Lene Kidde fra Kiddesign for at høre, hvorfor de har valgt at bakke op om headspace Herning. 

"Hos Bilforum sponsorerer man jævnligt biler til nogle af de store sportsklubber i området  blandt andet indenfor fodbold, håndbold og ishockey. Det er noget andet at stille en bil til rådighed for et initiativ som headspace, men det er et rigtig godt alternativ", fortæller Henrik Lysgaard, direktør i Bilforum Herning.

"Jeg synes at headspace er et helt fantastisk projekt. Og det synes mine medarbejdere også, de synes det var en supergod ide at hjælpe headspace på denne måde. Det er en bil, man lægger mærke til, så vi får selvfølgelig noget promovering ud af det, men samtidig støtter vi et rigtig godt formål, der giver rigtig meget mening. De værdier, som headspace står for, vil vi meget gerne bakke op om", fortæller han.

For Henrik Lysgaard er det både hjælpen til unge og den store grad af frivillighed, der gør headspace til noget særligt:

"Unge kæmper med så mange forskellige problemer i dag, og her er headspace virkelig med til at gøre en forskel. Jeg ved også, hvor svært det er for for eksempel sportsklubber at skaffe frivillige, så jeg synes, at det er så prisværdigt, at der er nogle, der vil engagere sig i det her arbejde. Det er meget meningsfyldt, og det vil vi rigtig gerne støtte", siger han.

Vigtigt at unge har et sted at gå hen
Ikke nok med at medarbejderne i headspace Herning er blevet godt kørende, så lyser den nye grønne headspace-bil i den grad op, når den kører rundt i gadebilledet og på landevejene.

"For mig er det både en fin reklame, og jeg føler, at jeg kan være med til at gøre en forskel. Jeg vil gerne gøre mit til, at headspace bliver mere synligt. Det kan måske være svært for unge at huske, at de kan komme i headspace med deres bekymringer og udfordringer, men med bilen her, så bliver de måske mindet om det, fordi det er noget, de ser i gadebilledet", fortæller, Lene Kidde, der er uddannet skiltemaler og indehaver af Kiddesign.

Det er et stort arbejde at dekorere en bil, og Lene Kidde anslår da også, at hun har brugt omkring 16 timer på at pakke bilen ind i den flotte headspace-grønne farve. Men arbejdet er givet godt ud, hvis det kan få flere unge i headspace.

"Jeg synes, det er et rigtig vigtigt arbejde, som headspace udfører. Mange unge har det skidt i disse år - de er rodløse, forvirrede, frustrerede, og de har svært ved at finde et ståsted. De har så mange muligheder, og samtidig føler de, at de skal være på hele tiden, så jeg kan godt forstå, at det er svært. Jeg har også nævnt headspace for mine egne unger, så hvis der er noget, så skal de gå i headspace og tale med dem. De hjælper jo med alt muligt - også med at få unge i job. Og det er jo ikke alt, man har lyst til at tale med sine forældre om", siger Lene Kidde.