Bliv venner med
headspace

headspace Herning hjælper unge i job

3. marts 2017

headspace Herning har igennem VirksomhedsNetværket hjulpet den første unge i job, og flere er på vej. 24-årige Per Fischer startede d. 1. marts i virksomheden JBS. 

24-årige Per Fischer er den første unge fra headspace Herning, som begynder i job. Den 1. marts havde han første arbejdsdag hos JBS i Herning. Per har høje forventninger til arbejdet og glæder sig til at få struktur i sin hverdag. 

”Jeg føler mig velkommen, og jeg har været derude og se mig lidt omkring. Jeg synes, at det tegner godt, at de har ventet på, jeg tog et truckkørekort, før jeg kunne starte,” fortæller han.

Det var et tilfælde, at Per hørte om VirksomhedsNetværket i Herning. Han var til et møde i headspaces lokaler med et andet formål, men da han hørte om VirksomhedsNetværket, var han solgt med det samme.

”Det er rart, at virksomheden er med på idéen, og at de kan se logikken i at ansætte en ung som mig. Det skaber nogle muligheder for fremtiden, og det, at forløbet er lønnet, gør, at jeg kan spare op og betale af på gæld, så det bliver mere motiverende,” fortæller Per Fischer.

Et netværk, der løfter i flok
headspaces VirksomhedsNetværk er et joblæringstilbud til unge, som af den ene eller anden grund står udenfor arbejdsmarkedet. Gennem en række samtaler mellem headspace og den unge afklares den unges kvalifikationer og ønsker, og den unge matches derefter med en virksomhed, hvor lige netop deres profiler passer sammen.

Derefter bliver forventninger, arbejdsopgaver og øvrige rammer for joblæringen klarlagt gennem en dialog mellem headspace, virksomheden og den unge. Ansættelsen er for en periode på fire måneder og foregår på ordinære lønforhold og arbejdsvilkår.

headspace hjælper virksomheden med at finde en kontaktperson blandt de ansatte, som kan støtte, vejlede og stille krav til den unge gennem forløbet. Virksomheden kan altid sparre med headspace og kontakte headspace, hvis der opstår spørgsmål eller udfordringer, og headspace tager løbende kontakt til både virksomheden og den unge for at følge op. 

Unge fortjener en ekstra chance
JBS kom med i headspace Hernings VirksomhedsNetværk, efter de blev kontaktet af Kent Hairing, der står for VirksomhedsNetværket i Herning. 

”Kent fortalte om VirksomhedsNetværket og om, hvad det indebærer at være en del af netværket og efter et møde med Kent Hairing. Blev vi enige om, at JBS skulle være med,” siger direktør hos JBS, Michael Astrup.

Michael Astrup glæder sig til, at Per starter, og han tror på, at samarbejdet mellem JBS og Per kommer til at fungere godt 

”Vi ved, at Pers profil passer ind hos os. Det vigtigste er, at kemien er i orden, og at man kan komme godt ud af det med sine kolleger. Så kan det godt være, at den unge ikke har de helt rigtige kvalifikationer, men det kan vi jo lære dem! Per har for eksempel taget et truckkørekort, inden han starter her hos os.”

Michael Astrup mener, at VirksomhedsNetværket er en god ting, og at det handler om at give unge, der har haft det svært, en ny chance. Han mener, at det er vigtigt, at de øvrige ansatte er klar over og kender til de unges baggrund, og at de er ansat gennem headspaces VirksomhedsNetværk.

Til gavn for både virksomheder og unge
Per håber, at det at blive ansat hos JBS kommer til at gøre en kæmpe forskel, fordi han senere hen kan referere til JBS, når han søger job, og fordi han kan skrive det på CV’et. Per planlægger at begynde på en psykologiuddannelse, og ved hjælp af lønnen, han får fra JBS, kan han begynde at spare op til, når han begynder at studere.

”En af de gode ting ved headspace i forhold til at ansætte gennem et kommunalt samarbejde er, at det føles tættere og mere jordnært. Vi kan komme i kontakt med headspace hele tiden og tale direkte ud af posen, når det kommer til de tanker, vi har, ” siger Michael Astrup og samtidig understreger han, at det har været vigtigt for JBS, at de har fået en ung, som de ved, er klar til at komme i job, og som er et godt match med JBS.

På spørgsmålet om hvorvidt JBS i fremtiden vil benytte sig af VirksomhedsNetværket siger Michael Astrup, at JBS fremover vil kontakte headspace Herning, når de mangler ansatte til stillinger, som de mener, at en ung fra headspace kan varetage.  Ligeledes håber han, at headspace Herning i fremtiden kontakter JBS, når de mener, at de har en ung, som vil være et godt match til JBS.

”Jeg kan klart anbefale andre virksomheder at være med i headspaces VirksomhedNnetværk. Mere opmærksomhed omkring VirksomhedsNetværket vil både være til gavn for virksomheder, unge og headspace, og jeg tror også, at andre virksomheder vil være interesserede i at ansætte unge gennem VirksomhedsNetværket.”

Også Per Fischer kan anbefale headspace og VirksomhedsNetværket til andre unge, han tror, at det kan hjælpe andre unge, som er eller har været i samme situation som ham selv. Per understreger, at det er vigtigt, at man er klar til at komme i job og at man skal være parat til at investere det, som det kræver at have et fuldtidsarbejde.

”Det, at det er anonym rådgivning, er det, jeg ser som headspaces største fordel. Jeg tror, at det gør, at mange flere unge tør at dukke op. Jeg havde et problem med autoriteter og følte mig svigtet af ’systemet’, så hvis jeg havde vidst tidligere, at headspace fandtes, så havde jeg nok også opsøgt headspace før,” fortæller han.

 

Læs mere om VirksomhedsNetværket her