Bliv venner med
headspace

headspace indtager det svenske folkemøde

23. juni 2016

headspace Danmark er blevet inviteret til det svenske folkemøde for at fortælle om headspaces anerkendte resultater i arbejdet med børn og unge.

I over 40 år har det svenske folk og foreninger, politikere og partier mødtes i Almedalen på Gotland.

I år kommer der et særskilt dansk og grønt islæt, når headspace Danmark drager over sundet for at deltage i Almedalsugen fra den 3. til den 10. juli. En uge som blomstrede op, da Oluf Palme i 1968 afholdt en spontan politisk tale fra en ladvogn i den lille by Visby.

”Vi er blevet inviteret til Almedalsugen for at fortælle om, hvordan civilsamfundet kan hjælpe og støtte unge med psykosociale problemer. Det er et skulderklap, der viser, at vi efterhånden har fået vist, at headspace metoden, som vi bruger her i Danmark, virker, og at vores nordiske naboer har fået øjnene op for vores arbejde”, siger faglig udviklingschef i headspace Karin Leth Kristensen.

headspace Danmark skal deltage i Nordisk Ministerråds arrangement ”Nordens Dag”, der blandt andet ser på, hvor stor en rolle frivillighed kan have i arbejdet med unge, hvordan foreninger baseret på frivilligt arbejde kan supplere og inspirere de offentliges arbejde og indsatser. Her vil centerchef i Rødovre Nina Jürs indgå i en paneldebat med repræsenter fra svenske foreninger.

”På det politiske plan hører man ofte, hvor vigtigt civilsamfundet er, og hvordan det kan bidrage til velfærd på forskellige måder. Vi forsøgte at finde hybridvirksomheder i Norden, hvor civilsamfundet samarbejder med den offentlige sektor – og det var faktisk svært at finde dem i praksis”, siger Lidija Kolouh-Söderlund fra Nordens Velfærdscenter.

Hun har været med til at udarbejde rapporten Mental Health among Young People, hvor headspace er blevet udpeget til best practice i forhold til arbejdet med at få unge i uddannelse, i arbejde og væk fra passiv forsørgelse.

”Jeg tror, at headspace er lykkedes med mange gode aspekter af deres arbejde, fordi de har skabt et tilbud med en lav tærskel for unge, der har behov for støtte. Jeg tror, at denne tilgang er en af mange forklaringer på, hvorfor headspace er så eftertragtet blandt de unge”, siger Lidija Kolouh-Söderlund.

Med dansk forbillede kunne hun godt tænke sig at få en diskussion om, hvorvidt headspace kunne fungere på den anden side af sundet.

”Vi har besluttet at invitere headspace til det svenske folkemøde i Almedalen for at få en diskussion, om det ville være muligt at have headspace i Sverige. Det, der er så spændende ved at arbejde med hele Norden som sit arbejdsområde, er, at vores velfærdsstrukturer er så ens, at det gør det muligt både at blive inspireret af hinandens løsninger og implementere dem”, siger Lidija Kolouh-Söderlund.

Du kan læse rapporten Mental Health among Young People ved at trykke her.

Og du kan læse mere om Nordens Velfærdscenters arbejde i forhold til unge med mentale problemer ved at trykke her.

Foruden deltagelsen på det svenske folkemøde deltog headspace også på dette års danske Folkemøde, hvor man diskuterede, hvordan man kan bedre hånd om børn og unges udfordringer.

Du kan læse mere om headspaces deltagelse i Alemdalsugen her.

 

www.headspace.dk bruger cookies

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere og giver info om, hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. www.headspace.dk bruger primært cookies til trafikmåling, login og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om cookies på www.headspace.dk her --