Bliv venner med
headspace

En svedig auktion og en stærk donation

31. august 2015

Der er ingen tvivl om, at headspace Danmark og Roskilde Festival er gode venner. Forrige år modtog headspace Danmark Orange-donationen og i år modtog headspace så både overskuddet af salget af "Making-a-Change"-tickets og pengene fra auktionen ARTWORK Orange. I alt blev det til 159.000 kroner.

”Er I der Roskilde?”.

Fjorten gange skrålede Per Vers disse ord i forskellige afskygninger fra Roskilde Festivals legendariske Orange Scene. 
Hver gang iført et helt unikt stykke tøj. Eksempelvis et jakkesæt med Paul McCartneys kontrafej malet på ryggen af jakken, og jakker og trøjer med brudstykker fra store hits af Pharrel Williams, Mew og mange flere påtegnet.

14 unikke beklædningsgenstande, der hver især blev sat til salg via eBay, og som i sidste ende endte med at indbringe headspace 22.000 kroner. Penge, der ubeskåret går til headspace. Og med de godt og vel 137.000 som Roskildes salg af ”Making a Change”-billetter har ført til, giver det i alt 159.000 kroner til headspace Danmark.

”Vi er utrolig glade for, at Roskilde Festival har valgt at støtte headspace og det store arbejde, som Juse One og Per Vers har lagt i det her. Det er helt overvældende”, siger sekretariatschef i headspace Danmark, Iben Nordentoft.

Fra alle i Det Sociale Netværk, der står for driften af headspace Danmark, skal der lyde en stor tak til Roskilde Festival, de utrættelige kunstnere Juse One og Per Vers og ikke mindst alle de mennesker, der har budt på tøjet eller har købt en billet og valgt at donere penge til headspace.

Af hjertet tak!