Bliv venner med
headspace

headspace kan spare det offentlige for millioner

10. maj 2017

Ny rapport, der analyserer rådgivningstilbuddet headspace, fastslår, at tidlig forebyggelse betaler sig. Især når det kommer til at fastholde unge i uddannelse, reducere ledighed og mindske udgifterne til sundhedsvæsnet.

Forebyggelse betaler sig. Det viser en ny rapport fra den økonomiske konsulentvirksomhed Incentive, der konkluderer, at rådgivningstilbuddet headspace kan spare samfundet for millioner.

Når det kommer til de unges brug af egen læge, speciallæge, psykologer samt indlæggelser og behandlinger i psykiatrien, vurderer Incentive, at der er et stort besparingspotentiale ved at oprette og drive et headspace. Men især når det kommer til at fastholde unge i uddannelse og arbejde, er pengene til et headspace-center givet godt ud.

Samlet set kan hvert headspace-center i dag bidrage til årlige besparelser på mellem 2-3,4 millioner kroner, og da det i gennemsnit koster omkring 1,8 millioner kroner at oprette og drive et center om året, kan der være mange penge at spare.

”Denne her analyse viser, at det betaler sig at investere i den tidlige forebyggende indsats, som vi leverer i headspace, hvor vi indtil nu har hjulpet og været i kontakt med godt 27.000 unge. At hvert center kan spare op til 1,6 millioner om året, ved at understøtte en tidlig indsats til de unge mellem 12-25 år, er et vink med en vognstang til landets kommuner om at prioritere det forebyggende arbejde”, siger Det Sociale Netværks formand, Benedikte Kiær, der selv har set de positive konsekvenser af at oprette et headspace i Helsingør, hvor hun er borgmester.

Det samlede samfundsøkonomiske potentiale anslås da også at være markant større, da undersøgelsen ikke har set på områder, der er svære at gøre op i kroner og ører, som forøget livskvalitet, reduceret belastning af pårørende og reduceret pres på skolepsykologerne i kommunerne.

På bare tre år er headspace gået fra seks centre til i dag at tælle 16 headspaces, hvor man har været i kontakt med 27.000 unge.

”I headspace har vi fra begyndelsen arbejdet tæt sammen med både de kommuner, som vi er i, og flere af landets regioner. Derudover hviler indsatsen på frivillige, der står for en stor del af rådgivningen og sikrer, at de unge, der træder ind ad døren i headspace bliver mødt i øjenhøjde og på deres egne præmisser. Det er et unikt civilsamfundsprojekt, der hjælper de unge, som indtil nu har stået i en gråzone, hvor de har været for raske til psykiatrien, men ikke syge nok til at få hjælp”, siger Poul Nyrup Rasmussen, der er protektor i Foreningen Det Sociale Netværk/headspace Danmark.

Fakta om rapporten 

  • Det samlede årlige besparelsespotentiale ved at oprette et headspace ligger på et sted imellem 2 og 3,4 millioner kroner.
  • Det koster gennemsnitligt 1,8 millioner kroner at drive et headspace om året.
  • Oprettelsen af et headspace vil give en samfundsøkonomisk gevinst på mellem 200.000 og 1,6 millioner kroner om året.
  • Derudover er der flere forhold såsom forøget livskvalitet, reduceret belastning af pårørende og reduceret pres på skolepsykologerne i kommunerne, som rapporten ikke omhandler.

Læs hele rapporten her.