Bliv venner med
headspace

headspace på Ungdommens Folkemøde

12. september 2017

Efteråret meldte sin insisterende ankomst, men humøret var alligevel højt, da de frivillige i headspace var til Ungdommens Folkemøde i Søndermarken i København.

Skrevet af Sarah, frivillig i headspace Helsingør
 
Det var gråvejr, regnen silede ned, og luften var fugtig og kold. Græsset var vådt og mudret - folkemødesmat. Det krævede opmærksomhed at færdes rundt mellem de mange telte, så man ikke gled i den mudrede jord. 

100 forskellige organisationer, politiske partier, højskoler og mange flere havde valgt at bruge de to dage på at mødes med, informere, lytte til og kommunikere med de mange unge, der lagde vejen forbi en bred vifte af teltholdere, foredrag, musik og workshops.

Og selvfølgelig var headspace også med på Ungdommens Folkemøde. Parat til at tale med dem, der lagde vejen forbi teltet.



Nogen at tale med
Nogle kom forbi teltet for at finde ud af lidt mere om, hvem headspace er. Andre for at spørge, hvordan det helt konkret foregår, hvis man har brug for en samtale. Den første tøvende kontakt, der er så imponerende. 

Andre igen lagde vejen forbi for at spørge ind til muligheden for dialog og samarbejde med headspace omkring unges problemer og udfordringer, som de møder i deres hverdag. 

Samtidig med, at vi frivillige fik god mulighed for at lytte til de unges fortællinger om den hverdag og de udfordringer, der er deres.

Trivsel på gymnasiet
Torsdag holdt både frivillige og ansatte fra headspace halvanden times workshop for 60 gymnasieelever om trivsel i gymnasiet. Hvad skaber trivsel, og hvad skaber mistrivsel? Workshoppen mundede ud i et træ med blade. Blade med ord omkring dét, der skaber trivsel og dét, der skaber mistrivsel.



Hvilket meget godt afspejler vores fokus i headspace. Her har vi samtaler med unge, der har brug for nogen at tale med om det, der er svært. Og vi tager ud på skoler, uddannelsesinstitutioner og mange andre steder for at holde foredrag og workshops.

Målet er at skabe rammerne for en dialog med de unge og de unge imellem. 

For selv om mistrivsel rammer den enkelte, så er det vigtigt med fokus på, hvordan de gode relationer skabes og vedligeholdes. Så problemerne italesættes og forhåbentlig løses, inden de overhovedet opstår.



Et analogt møde
Ungdommens folkemøde er et levende bevis på, hvor engageret, nysgerrig og kommunikerende ungdommen i Danmark er i 2017. En analog mulighed for at de unge kan mødes og blive mødt ansigt til ansigt.

I modsætning til den opfattelse, at unge kun kan nåes på digitale medier, hvor der er en evig kamp om unges opmærksomhed. Måske svaret er flere analoge møder?

Jeg gik glad derfra. Sikke en dejlig ungdom, Danmark har. Tænk at kunne og ville stable et Ungdommens Folkemøde på benene! Det har været dejligt at se alt det, I kan, høre jer reflektere over jeres hverdag og se jer fokuseret tage imod de tilbud, vi havde til jer.

Jeg glæder mig til næste år. Hvor vejret gerne må gemme sol og varme til de to dage.

Husk, hvis I har brug for nogen at snakke med - uanset om hvad - intet er for småt, intet er for stort! Så er vi i headspace altid klar til at snakke med jer!