Bliv venner med
headspace

Hvordan finder udsatte unge tilbage i fællesskabet?

21. november 2016

Ny bog stiller skarpt på konsekvenserne af, at unge står udenfor samfundets institutioner og fællesskaber. Her kommer de unge selv med svar på og forslag til, hvordan deres situation kan ændres. Det Sociale Netværks analysechef Agnete Neidel er en af medforfatterne. 

En lang række af afbrudte uddannelser, manglende fodfæste på arbejdsmarkedet, psykiske vanskeligheder, selvværdsproblemer, ensomhed og dårlig trivsel er blot en række af de problemstillinger, som nogle unge i Norden kæmper med, og som gør, at de falder ud af samfundets fællesskaber.

På det personlige plan kan udenforskabet have store konsekvenser for de unge, for hvordan de klarer sig socialt, uddannelsesmæssigt, arbejdsmæssigt og økonomisk. For når først de unge står udenfor, er det uhyre vanskeligt at finde vej ind igen. 

Samtidig har det store konsekvenser, når de unge falder gennem samfundets sikkerhedsnet og havner på kanten. 

”Det er vigtigt at bruge den kvalitative forskning i udviklingen af de vilkår og de indsatser, vi tilbyder unge, fordi den kan hjælpe med at synliggøre de unges egne erfaringer, viden og perspektiver. Det har vi brug for, hvis vi skal forstå dem og gøre en reel forskel,” siger Agnete Neidel, der er analysechef i Det Sociale Netværk og en af medforfatterne til bogen.

Bogen tager udgangspunkt i de danske, norske, svenske og finske unges erfaringer i forhold til at være på kanten af eller udenfor fællesskabet. 

Den dykker ned i de ressourcer og potentialer, som de unge besidder og giver en række bud på, hvordan situationen kan ændres til det bedre. 

Herved får man et perspektiv og løsninger, der på mange måder er markant anderledes, og som fagprofessionelle, politikere og myndighedspersoner kan fokusere på, når det kommer til unge på kanten af samfundet.

Dermed er bogen et oplagt værk, der kan give nye indspark i forhold til at tage hånd om de udfordringer, som unge, der er udenfor fællesskaberne, oplever. Og på hvad der skal til for at skabe sociale forandringer, der ændrer på unges tilhørsforhold til meningsfyldte fællesskaber. 

Bogen er skrevet af forskere fra Norden, der alle er tilknyttet Nordisk Forskernetværk - Unge, Tilhør og Udenforskab og bygger på empirisk materiale og analyser fra kvalitative studier af de unge og deres situation. 

Klik her og læs mere om bogen.

Klik her og hør P1 indslag om bogen.

Du kan også stadig tilmelde dig boglanceringen, der foregår på Roskilde Universitet. Klik her og læs mere.