Bliv venner med
headspace

I Gentofte skal ingen ung være alene

6. november 2017

Den røde løber var rullet ud, da headspace Gentofte blev indviet af borgmester Hans Toft, protektor for Det Sociale Netværk/headspace Danmark Poul Nyrup Rasmussen og de mange gentofteborgere, der var dukket op til åbningsreception.

Smilene var brede, og forventningens glæde var stor, da headspace Gentofte blev indviet med flotte taler og finurlige pindemadder.

Godt og vel 70 gentofteborgere, kommende frivillige, byrådsmedlemmer og samarbejdspartnere havde indfundet sig på Hellerupvej 24, da headspace torsdag den 2. november holdt åbningsreception for headspace Gentofte – det 17. headspace på landsplan.

I headspace kan unge mellem 12 og 25 år få gratis, anonym og uvildig rådgivning i lokale headspaces eller online ved at chatte med rådgivere.

”I headspace arbejder vi for, at alle unge føler sig velkomne, og at de bliver mødt af mennesker, der vil dem det bedste, som går den ekstra mil for at hjælpe dem. Men i headspace er det ikke altid nok at lytte, nogle gange skal der mere til, og så hjælper vi de unge videre til de rette tilbud”, fortalte centerchef i headspace Gentofte Christian Lund, inden han bød Det Sociale Netværks protektor Poul Nyrup Rasmussen velkommen.

headspace skal på ungdommens læber

Poul Nyrup Rasmussen sendte en stor tak til borgmesteren og det resterende byråd for at beslutte, at headspace også skulle til Gentofte men bad dem også væbne sig med lidt tålmodighed.

”Vi ved, at forventninger til os er store, og dem vil vi anstrenge os til det yderste for at leve op til. Derfor vil jeg sige til jer unge, der er her, når I ser en ven, der hænger lidt med hovedet eller en, der ikke har det så godt, så prik ham på skulderen og spørg, om han har prøvet det der headspace. Når vi kan høre, at de unge taler om headspace i hverdagen, når det er blevet naturligt at sige, at der kan man komme som ung, så er vi ved at være på plads”, sagde Poul Nyrup Rasmussen i sin tale.

Den seneste tid har der være meget dækning af unges trivsel. DR har sat fokus på unge og stress, og diskussioner omkring unges mentale trivsel har fyldt meget i pressen. I den sammenhæng har undersøgelser vist, at især de unge ser psykisk sygdom, som samfundets største sundhedsmæssige udfordring, og at mistrivsel blandt unge er noget, der berører alle samfundslag.

Hjælp til at håndtere forventningspresset

Derfor satte Poul Nyrup også lidt tid af til at diskutere de mange udfordringer, som nutidens unge har. Både i forhold til sociale medier, men også i forhold til at realisere sig selv og håndtere forventninger fra sig selv og omgivelserne.

”Jeg læste en undersøgelse, der lidt provokerende slog fast, at i Gentofte, der  bliver man da overlæge, civil ingeniør eller Djøf’er. Banen er kridtet op, men med det følger også et stort forventningspres, og mange føler, at der dælme skal præsteres”, sagde Poul Nyrup Rasmussen og tilføjede:

”De unge har høje ambitioner, og det har deres omgivelser også, men når man sigter efter øverste hylde, kan der også være dybt at falde. Derfor kan det være godt at have nogen at tale med i baghånden, nogle der ikke er forældrene eller ens venner, som bare er der for en”.
Samme opfattelse delte borgmester Hans Toft. Han kunne også godt nikke genkendende til billedet om, at der var et stort pres på børn og unge både i forhold til forældre, venner, sociale medier og samfundets udvikling.

”Der er masser af valg og muligheder, og det er ikke altid så nemt. Af og til er der måske for mange. Derfor er jeg glad for, at headspace kommer til byen. For ingen skal være alene, det skal være nemt at få vejledning og støtte, og de unge skal have nogen at tale med. Det bliver nu muligt i headspace”, sagde Hans Toft.
Han fremhævede i denne sammenhæng Gentoftes unge strategi, der på fineste vis spillede sammen med headspaces værdier, og som har været forløberen for samarbejdet mellem Det Sociale Netværk og Gentofte Kommune om at få headspace til byen.

En strategi, der kom i 2016 i kølvandet på, at fem politikere og 10 unge fra kommunen satte sig sammen for at formulere en samlet politik for Gentoftes unge. En politik, der slutter med mantraet om, at ingen ung skal være alene, og at de skal have nem adgang til vejledning og støtte, hvis livet bliver svært. 

Første frivillige er klar

En af dem, der skal hjælpe de unge i Gentofte, er Mikkel Kjær Manicus på 21, der allerede inden åbningen er blevet frivillig. Det skete, da et par repræsentanter fra headspace Rødovre var forbi hans studie på Københavns Universitet for at fortælle om headspace.

”Jeg synes, at det lød som et godt koncept. Både det at det var baseret på frivillige, men også fordi at det er meget uformelt. Det, at alle de unge bare kan komme ind, hvad enten det er store eller små problemer, giver god mening”, fortæller Mikkel Kjær Manicus og tilføjer:

”Og så er det fedt, at der er så meget fokus på samtalen. For man kan komme langt ved at lytte og indgå i dialog.”

Bliv frivillig i headspace – klik her og læs mere