Bliv medlem af
Det Sociale Netværk/
headspace Danmark
Vil du deltage i Danmark Spiser Sammen? Det hele løber af stablen i uge 45, og der er masser af arrangementer landet over.

I uge 45 er der atter Danmark Spiser Sammen

19. oktober 2018

Flere og flere danskere er ensomme, og det er især de unge. Det er noget, vi kan nikke genkendende til i headspace, hvor vi møder mange unge, der kæmper med ensomhed men ikke så meget i klassisk forstand.

Alene foran skærmen med en gang købemad igen. Der kan man godt sidde og savne selskab, og når mandag går til tirsdag over onsdag, og pludselig er det søndag, så flyder dagene sammen, og ønsket om selskab og socialt samvær kan godt tage til.

Det er normalt. Faktisk sidder hver fjerde alene og savner selskab, når aftensmaden skal indtages. Det viser en rundspørge foretaget af Folkebevægelsen mod Ensomhed, der står bag Danmark Spiser Sammen, og det er oftest de yngste aldersgrupper fra 18-39 år, der savner nogen at dele aftensmåltidet med.

Til kamp mod ensomheden

Desværre er ensomheden udbredt i samfundet, og den seneste Nationale Sundhedsprofil har vist, at ensomheden atter er steget, og at det er de unge mellem 16-29, der oftest føler sig ensomme.

Det vil man prøve at gøre op med igen i uge 45, hvor der er en efterårsudgave af Danmark Spiser Sammen. Landet over opfordres organisationer og danskere til at samles og mødes om måltider på kollegiet, i klubben, opgangen eller et andet sted.

Flere af ungeorganisationerne vil også arrangere fællesspisninger, og du kan kontakte dit lokale headspace for at se, om de måske vil arrangere en fællesspisning.

Du kan også gå ind på www.danmarkspisersammen.dk og se de mange spisearrangementer, der allerede er etableret.

Ensomheden har mange ansigter

Men hvordan er den følelse af ensomhed, som de unge har? For langt størstedelen af de unge handler ensomheden om, at de går med tanker og følelser, som de ikke tør dele med andre.

Det fortæller Christian Lund, der er centerchef i blandt andet headspace København, Ballerup og Gentofte.

”I dag er det mindre okay at sige det højt, hvis vi har det svært. Og det er et paradoks, fordi det jo netop er vigtigt, at vi kan dele de svære tanker med hinanden,” fortæller han.

Grundlæggende ser man tre forskellige former for ensomhed.

Den traditionelle ensomhed, vi ofte tænker på, som er manglen på netværk og problemer med at begå sig i sociale sammenhænge.

Den konstruerede ensomhed, som er bagsiden ved at leve i et samfund, hvor det hele handler om at netværke og at have relationer på de sociale medier.

Og så en mere paradoksal ensomhed, som fylder mest hos de unge, der kommer i headspace. Det er unge mennesker med et stort netværk udefra set, men som alligevel føler sig alene med tanker og følelser, som ikke kan deles med andre af frygt for, at det perfekte billede, de har bygget op af sig selv, krakelerer.

”Det kan være helt almindelige ting, som mennesker oplever gennem livet f.eks. kærestesorger eller forældrenes skilsmisse, som de har svært ved at sætte ord på og tale om,” fortæller Christian Lund.

Du kan læse mere om ensomhed her, og du kan finde et spisearrangement på Danmark Spiser Sammen ved at klikke her.

www.headspace.dk bruger cookies

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere og giver info om, hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. www.headspace.dk bruger primært cookies til trafikmåling, login og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om cookies på www.headspace.dk her --