Bliv venner med
headspace

Mit hjerte og andre sorte huller

22. juni 2015

Hvordan er det egentlig at være 16 år? Det har forfatteren Jasmine Warga på bedste vis forsøgt at skildre i bogen "Mit hjerte og andre sorte huller". Som titlen varsler er det ikke altid lige nemt - og slet ikke, hvis man er hovedpersonen Aysel på 16 år, som kun har et ønske: At dø!

Aysel er 16 år, datter af Tyrkiske emigranter. Hendes forældre blev skilt da hun var lille, og hun hendes liv blev tilbragt hos faderen i hverdagene og moderen i weekenderne. Moderen giftede sig hurtigt igen og fik yderlige to børn, Aysel har altid følt sig en smule til overs i moderens familie - men da hendes far slår en af byens store atleter ihjel, bliver hun nødt til at bo hos moderen. Aysel kæmper med en meget stor skam over faderens handling, angst for at være psykisk syg som ham, og så lukker hun sig inde i sig selv, for at undgå alle andres dømmende blikke - kort sagt: Aysel har en dyb depression. Da Aysel ikke kan tale med nogen om hendes tanker og følelser, eskalerer hendes depression, og hun når et punkt, hvor hun beslutter sig for at tage sig eget liv. Hun finder et site, hvor brugerne drøfter selvmord i alle afskygninger, og da hun jo egentlig gerne vil slippe ensomheden, kigger hun efter en "selvmords-makker" Han dukker op i form af Roman fra nabobyen, en talentfuld basketballspiller, der efter at have mistet sin lillesøster, ønsker at befri hans forældre for mere smerte. Han har planlagt at dø på søsterens dødsdag... om 24 dage. Aysel og Roman mødes og trods meget store forskelle og akavede ytringer, aftaler de at dø sammen!

Det lyder som en meget dyster bog, men forfatteren har formået at skabe en medrivende og livsbekræftende fortælling om mødet mellem de to teenagere, der seriøst vil vælge livet fra. Gennem deres møde mærker man deres ensomhed, som er hjerteskærende, men der er også plads til humor og kærlige sekvenser, som gør bogen letlæst.

Bogen er værd at læse for at forstå lidt om unges ensomhed, behov for og evner til at skubbe verden fra sig, når livet kommer i vejen. Det varme og tankevækkende indhold gør den relevant for både unge og forældre. Den udkom i februar 2015 i USA, og filmrettighederne er allerede solgt.

Læs mere om bogen og mød den 26-årige forfatterinde på hendes blog.