Bliv medlem af
Det Sociale Netværk/
headspace Danmark

Nyt headspace i Albertslund

23. marts 2017

Solen skinnede fra en skyfri himmel, da den nye headspace Albertslund onsdag holdt åbningsreception.

Blandt de fremmødte var borgmester Steen Christiansen (A), byrødder, headspace-protektor Poul Nyrup Rasmussen, samarbejdspartnere, en masse lokale unge og ansatte og frivillige fra headspace.

headspace havde sørget for kage og champagne og unge fra Albertslund Gymnasium spillede til receptionen. 

Centerchef Mette Søndergaard, der også er ansvarlig for headspace Rødovre og Hvidovre, glædede sig over, at headspace allerede er i bevidstheden hos mange af dem, som det nye center skal samarbejde med fremover.

"Der er dukket mange skoleledere, studievejledere, lærere og ansatte fra ungdomsklubberne op. Det betyder rigtig meget. I headspace taler vi om det, der fylder hos de unge. Det her er de unges rum, og jeg vil gerne sige stor tak til Albertslund Kommune for at gøre det muligt at åbne et headspace her i byen". 

Mange unge hører nemlig om headspace på skoler og uddannelsesinstitutioner, og det er vigtigt, at lærere og studievejledere kan fortælle om, at man som ung altid er velkommen i headspace, hvis man har brug for nogen at tale med.

With a little help...
Albertslund Kommune har stort fokus på et godt børne- og ungdomsliv, og derfor er det også helt naturligt, at der skulle et headspace til byen. Borgmester Steen Christiansen sagde, at det ligger i byens DNA, at man støtter op om unge, der har det svært  - og at unge hjælper hinanden. 

"Vi vil gerne sørge for, at vores børn og unge har de bedste muligheder for at skabe deres eget liv. Jeg er sikker på, at mange unge i Albertslund og på Vestegnen vil opdage, at det er rigtig vigtigt med et headspace", sagde han. 

Borgmesteren drog også paralleller til sin egen barndom og ungdom.

"Da jeg var barn, og mine forældre blev skilt, der var der ikke noget, der hed headspace. Og jeg kom til at tænke på en sang, der var stor, da jeg var ung: "With a little help from my friends". Vi har alle været i en situation, hvor vi har brug for nogen, der vil lægge øre til os - I get by with a little help from my friends. Jeg klare mig med lidt hjælp fra mine venner". 


Steen Christiansen, borgmester i Albertslund

Midt i en skolemad
Det var ikke kun borgmester Steen Christiansen, der var i det musikalske hjørne ved gårsdagens åbningsfest. 

Poul Nyrup Rasmussen, protektor for Det Sociale Netværk/headspace Danmark, havde været en tur i sin gamle pladesamling. Poul Nyrup har som ung selv boet i Albertslund - på Galgebakken - og byen har en særlig betydning for ham. 

Med under armen havde Poul Nyrup Rasmussen pladen og teksterne til "Midt i en skolemad", der blev indspillet af børnene på Roholmskolen i Albertslund i 1977. 

Det blev da også til et lille nummer, som du kan se mere til her i denne reportage fra Albertslund Posten.


Poul Nyrup Rasmussen, protektor for Det Sociale Netværk/headspace Danmark

Du kan aldrig gå forkert
Poul Nyrup Rasmussen fremhævede i sin tale, hvorfor der er så meget brug for headspace. Her foregår alt på de unges præmisser, intet problem er for stort eller for småt, og man kan aldrig gå forkert.

"I headspace har de tiden til de unge, og de har tiden til at blive ved med at tale med de unge. Alle kan blive ramt af sårbarhed og ryge ned, men nogle kan kun holde til at ryge ned én gang. Tænk hvis vi kan få fat tidligt - før unge får det dårligt - så er der en chance for, at vi kan få dem tilbage på sporet så meget større. I headspace er der altid nogen, der fortæller dig, at du er god nok. Og fordi du har tabt én gang, er du ikke fortabt". 

"Hey, hey, hey
Vi er den raske bande
Hey, hey, hey
Vi er fra Albertslund"

Læs mere om headspace Albertslund


En glad centerchef. Mette Søndergaard ved den røde løber

www.headspace.dk bruger cookies

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere og giver info om, hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. www.headspace.dk bruger primært cookies til trafikmåling, login og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om cookies på www.headspace.dk her --