Bliv venner med
headspace

Politisk støtte til headspace

15. september 2016

I Herning Kommune og Region Syddanmark er politikerne færdige med budgetterne for 2017, og vi er meget glade for, at der også til næste år er blevet plads til det gode samarbejde med headspace.

Hos Herning Kommune skruer man generelt op for den forebyggende indsats især omkring udsatte unge. 

"Forebyggelse er de senere år rykket længere frem på dagsordenen rundt omkring i de danske kommuner, med Herning i front. Målet er at forbedre livssituationen for borgere, der på den ene eller anden måde er udsatte. Samtidig opnås på længere sigt også en økonomisk gevinst for samfundet."

Derfor har Herning Kommune beslutte sig for at gøre tilskuddet til headspace permanent, for headspace "løser en række opgaver i feltet mellem kommune og civilsamfund". 

Region Syd fortsætter samarbejdet
Også i Region Syddanmark har man med næste års budget gjort sit til, at regionens headspaces kan fortsætte til næste år. 

"Samarbejdet med Headspace og Region Syddanmark har været unikt, da regionen har stillet en fremskudt medarbejder fra psykiatrien til rådighed nogle timer hver uge. Baseret på de gode erfaringer ønsker aftaleparterne, at samarbejdsformen fortsætter og udbredes til nye centre og satellitter", skriver regionen i budgetaftalen, der afsætter 0,5 millioner kroner årligt til samarbejdet. 

Tusind tak for opbakningen fra byråd og regionsråd - det betyder meget, at I prioriterer forebyggelse af psykisk sårbarhed blandt unge. 

En særlig tak skal lyde til Hernings borgmester Lars Krarup og Regionsrådsformand Stephanie Lose for at støtte op om headspace både politisk og i vores kampagne #detkuværeditbarn, som du også kan støtte ved at klikke her.