Bliv venner med
headspace

Reportage fra headspace: "Her kan den unge tage sin tid"

13. oktober 2017

I headspace Helsingør kommer omkring 10 unge forbi ugentligt. Fælles for dem alle er, at de har brug for nogen at tale med. Om konflikter, problemer og ting, der gør ondt. Det kan man i headspace, der er et gratis og anonymt rådgivningstilbud til børn og unge mellem 12-25-årige. Vi var med en dag for at finde ud af, hvad det er, et headspace egentlig kan.

Klokken er 11.32, da jeg ankommer. Huset er svært at finde, og jeg ender med at traske ind ad bagindgangen. Det ligner et lille sommerhus. Her dufter af spejlæg. Frokosten er ved at blive tilberedt, mens ungerådgiveren Line er i gang med ”en supersexet guide” til, hvordan man bestiller digitale straffeattester og børneattester. Det er nemlig obligatorisk for alle frivillige i headspace. Der kun kvinder i huset. I Helsingør har de en enkelt mandlig frivillig, men han er ikke på vagt i dag.

Under frokosten er der også planlægning af dagen. På tapetet er tre samtaler med unge, der bliver talt lokaler, sparring og evaluering og opfølgning. Alt sammen faste rutiner efter en samtale. En ny frivillig, 18-årige Emma, kommer på slaget. Hun har sin første samtale i dag med en ung, de ikke har set i huset før.

I headspace kommer unge, der savner nogen at tale med. Konceptet er lidt anderledes end mange andre steder. Det er gratis, anonymt, og forældre behøver hverken give tilladelse til, eller have viden om, at de unge kommer. Medmindre rådgiverne vurderer, at de er nødt til at indberette. Man behøver ikke booke tid på forhånd, man kan blot komme ind fra gaden. Og nå, ja. Så drives headspace primært af frivillige.

”Vi hører fra de unge, at det allerfedeste er, at det er frivillige, der kun er her for at lytte til dem. De frivillige har ikke ingen skjulte dagsordener, og det kan de unge mærke. For eksempel føler de unge, at det er okay, hvis de ikke møder op og får en aftale en anden dag. Det har de svært ved at gøre i systemet, for eksempel over for psykologer, for så har man jo svigtet. Det er en følelse, vi virkelig prøver at eliminere her hos os,” siger Line, der er fastansat ungerådgiver i headspace Helsingør.

Book eller kom direkte fra gaden

Blandt de cirka 10 ugentlige samtaler, er det kun cirka halvdelen af gangene, rådgiverne på forhånd ved, hvad de unge har på hjerte, når de træder ind ad døren:

Medmindre de selv siger det, så spørger vi ikke. De skal have lov til at fortælle den historie, de har brug for at fortælle. Det foregår i deres tempo, så de ikke føler sig presset og kan opbygge en tillid først. Der kan være noget skrøbeligt i at fortælle sin historie.”

Efter frokost kommer dagens første ung ind. Hun har været her før, og hun ser tryg ud. I løbet af den time, hun er her, hører vi sagte mumlen og sågar latter fra samtalerummet. Hun går derfra igen med en ny tid, et kram og et smil på læben.

Nogle gange stikker de unge hovedet ind en enkelt gang for at få luft, og så vandrer de ud med rank ryg og har ikke brug for at komme tilbage. Andre gange tager forløbene mange måneder. Sådan er det, når rådgivningen skal foregå på de unges præmisser.

Vi ved, at ting tager tid, og at det ikke er nemt at åbne op. Det er noget, vi tænker rigtig meget over. I virkeligheden er det vigtigste, at de unge bare får lov til at opleve, at det er i deres tempo”, siger Line.

Nogle gange bliver der ikke sagt så meget. Nogle gange ved de unge ikke, hvordan de skal sætte ord på. Og det kan mange af de frivillige selv relatere til. Flere af dem har selv været den unge på den anden side af bordet med kleenex og stearinlys i samtalerummet, og de ved, hvor meget det betyder, at man ikke skal åbne op, før man er klar. Så de venter. ”Vi skal skynde os langsomt”, som Line sagde over frokosten.

Frivillighed har mange ansigter

I dag sidder to frivillige i centret. Foruden 18-årige Emma, der selv har oplevet at have brug for nogen at snakke med, er der 56-årige Gitte, der er terapeutuddannet og tidligere har arbejdet med medier til børn og unge. Alle kan være frivillige her. Det kræver blot mødestabilitet, lysten til at gøre en forskel for børn og unge og to lyttende ører. Mens Gitte har prøvet det før, så er det Emmas første samtale som rådgiver. Hun er ikke nervøs, mest spændt. Men hun er glad for, at hun kunne få lov at fornemme lokalerne og tale med Gitte inden.

Umiddelbart er de to måske et umage makkerpar, men de ser begge to klare styrker ved forskelligheden blandt de frivillige i headspace.

Jeg har nogle erfaringer og teknikker til, hvordan man kommer igennem forskellige ting. De kan måske føle sig lidt mere forstået, hvis de sidder over for en, der kender til det. Selvfølgelig er der nogen, der er uddannede og har forstand på det faglige, men så kan man jo bruge hinandens viden. Det er altid noget andet at have prøvet det på egen krop end at have læst om det,” siger 18-årige Emma.

Gitte er en af dem med den faglige ballast og livserfaring, og hun er helt bevidst om, at hun kan give noget andet end sine unge kollegaer

”Jeg er god til alt blive siddende i stolen, uanset hvad der bliver sagt. Selvfølgelig har jeg også min faglige ballast og erfaring med at have samtaler om svære ting, men jeg har jo været her i 56 år, og det er ikke gået stille af, så det tænker jeg også de unge til gode. Men når det er sagt, så har ikke fingrene nede i det unge miljø længere, men så kan jeg noget andet, som de unge rådgivere ikke kan.”

Sammen sidder de og forbereder sig – finder hinandens roller i samtalen med den unge, og det er vigtigt, for samtalerne varetages altid af to rådgivere, der ofte begge er frivillige. Denne gang kommer den unge med en pårørende.

Kom alene eller med en pårørende

Det er helt normalt, at unge har én med – en betroet og en person, som de føler sig tryg ved. De går ind i et samtalerum. Kort efter kommer dagens tredje og sidste ung ind til samtale. Kaffe og te forberedes, og Line går ind til samtalen.

Pludselig er der helt roligt i det lille hus på Egevænget i Helsingør. Der hænger breve på opslagstavlen. Takkebreve fra de unge, som har fået hjælp her, og hvis forløb nu er slut. Der ligger materiale om sygdom og sorg på bordet. I reolen står bøger om unge, mental sundhed, krop og rusmidler. Typiske ungeproblematikker.

Klokken lidt over 16.00 er sidste samtale slut og den sidste sparring med de frivillige bliver gennemført. Nogle gange bliver de frivillige selv overvældede og har brug for at evaluere og få luft for tankerne. Nogle gange føler de, at de måske ikke kunne give den unge det, der var brug for. I de tilfælde minder centerchefen, Nina, om at der er sået et frø, at den unge nu har åbnet op og taget første skridt, at de nu ved, at headspace er her, og at man altid kan komme, hvis man har brug for nogen at tale med.

En af vores vigtigste opgaver er, at de unge går herfra med en følelse af, at der var nogle voksne, der tog dem seriøst, lyttede og som var imødekommende”, fortæller Line og tilføjer:

Vi vil godt vise, at vi rummer de unge. Så kan det godt være, de ikke kan rumme sig selv, men så er der et sted, de kan gå hen, når den følelse opstår. Det er det, det handler om, at der er nogle mennesker her, som er her for dem uanset den bagage de slæbe rundt på, og at vi hjælper dem med at bearbejde den i det tempo, de har brug for.”

Her taler vi om alt

Uanset hvad man kæmper med, er man velkommen i headspace. Kærestesorger, et skænderi med mor, selvskade, depression, spiseforstyrrelser, ensomhed. Her er intet for stort eller for småt. Og det er én af de ting, Gitte bedst kan lide ved headspace. Hun synes, der er et gigantisk pres på de unge i dag, og derfor ser hun nødvendigheden i, at der også er et åndehul.

Jeg er ret vild med den grundlæggende tanke, som headspace er funderet på. At alle unge skal have mulighed for at snakke med nogen, hvis de har noget, de har brug for at snakke om. Og sådan er det jo ikke altid”, fortæller hun.

Og på trods af, at de frivillige er der for de unges skyld, er der også konsensus om, at arbejdet giver enormt meget igen.

Som frivillig skal det være noget, du brænder for. Jeg tror ikke på idéen om, at man bare skal give ud af sig selv uden at få noget igen. Så kommer tingene fuldstændig ud af balance. Og det vil jo være skønt, hvis man bare kunne dele ud af gode gaver. Men jeg er et helt almindeligt menneske, så jeg er nødt til at få noget igen.”

Nogle frivillige føler, de får sat deres egne problemer i perspektiv. Emma føler, hun kan bruge sin erfaring. Hun har ofte fået at vide, at hun er god at tale med, og hun vil gerne hjælpe andre. De frivilliges motivation og drivkraft er forskellig, men der er ingen tvivl om, at de alle sammen føler, det giver mening.

Fra klokken 17 er der kun Line tilbage. De andre har fået fri. Centret lukker klokken 18.00, og den sidste time bruges på praktisk arbejde og lidt ventetid.

For måske kommer der en ung sidst på dagen, måske gør der ikke. Da klokken nærmer sig 18, begynder Line at lukke ned og pakke sammen efter det, Line beskriver som en ”pretty standard day” i headspace i Helsingør.