Bliv medlem af
Det Sociale Netværk/
headspace Danmark

"Vi skal have alle med i fællesskabet"

11. maj 2015

Benedikte Kiærs hjerte banker for udsatte, for vi har et ansvar og en forpligtelse til at skabe rum og rammer for at få psykisk sårbare med i fællesskabet, som hun siger. Vi har mødt Det Sociale Netværks nye formand til en snak om psykisk sårbare og udfordringer i samfundet.

Af Laurids Bæk Simonsen


Socialminister, regionsrådsmedlem, borgmester i Helsingør og nu formand i Foreningen Det Sociale Netværk.

Benedikte Kiær har før måtte udfylde store sko og har altid taget udfordringerne op. Det samme gjorde hun, da medstifter af Foreningen Det Sociale Netværk og tidligere næstformand og socialminister Palle Simonsen i slutningen af 2013 spurgte, om hun ikke ville være en del af bestyrelsen. Her var der ingen slinger i valsen.

”Jeg sagde med det samme ja. For jeg har altid syntes, at Foreningen Det Sociale Netværk har gjort en væsentlig forskel på et område, som i disse tider kræver et helt særskilt fokus. Vi ved, hvor meget det betyder, at vi får hjulpet mennesker og taget hånd om problemerne tidligt, at vi får sat fokus på psykisk sårbarhed, og hvilke konsekvenser det kan have for den enkelte”, fortæller Benedikte Kiær.

Vil kæmpe for samfundets udsatte
Hun var i meget høj grad inspireret af Palle Simonsens drive og kamp for samfundets socialt udsatte. Og da hans hjerte stoppede med at slå tilbage i 2014, var det naturligt, at Benedikte Kiær overtog posten som næstformand og videreførte den socialkonservative glød i Foreningen Det Sociale Netværk.

Godt og vel et år senere sidder hun så selv i formandsstolen og glæder sig til at bygge videre på det store stykke arbejde, som Poul Nyrup Rasmussen har lavet, siden han etablerede Foreningen Det Sociale Netværk tilbage i 2009.

”Jeg er meget imponeret over, hvordan Det Sociale Netværk har sat psykisk sårbare på dagsordenen og søsat en række banebrydende projekter, der forebygger psykisk problemer og som formår på en ny måde via frivillige kræfter at skabe gode tilbud for børn og unge, som eksempelvis headspace”, siger Benedikte Kiær og tilføjer:

”Men jeg føler mig også tryg og sikker, for det er på ingen måde et farvel til Poul Nyrup Rasmussen. Han kommer til at være en del af holdet og arbejdet for psykisk sårbare i en ny rolle som foreningens protektor”.

Stadig store udfordringer
Udfordringer er der nok. Benedikte Kiær mener stadig, at vi kan blive bedre og mere rummelige på arbejdsmarkedet, så vi det ikke kun er hver fjerde med en psykisk lidelse, der er i arbejde. Hun vil gerne gøre op med tabuet og stigmaet forbundet med psykiske lidelser og arbejde for, at virksomheder får nemmere ved at få psykisk sårbare i arbejde.

”Vi har rigtigt mange, som er psykisk sårbare i en sådan grad, at de bliver ukampdygtige, at de ikke kan håndtere arbejde, familielivet, uddannelsen. Det går ud over folks sociale relationer og fører til, at flere og flere glider ud af fællesskabet. Familiefællesskabet, arbejdsfællesskabet og lokalsamfundet”, siger Benedikte Kiær og fortsætter:

”Det er rigtigt skidt, hvis man glider længere ud i periferien af samfundet. Det koster samfundet, det har store konsekvenser for den enkelte og familier, venner og andre pårørende. Det er nødvendigt, at vi sætter ind tidligere. Vi har et ansvar. Også for at få samfundet til at hænge sammen. Derfor  bliver vi nødt til at hjælpe dem, der har det svært. Og her er det vigtigt at huske på, at tidligere hjælp også giver en mere effektiv indsats og medfører mindre dyr og omkostningstung behandling.”

Udover den tidlige indsats og kampen for afstigmatisering af psykisk sårbare, er det vigtigt for Benedikte Kiær at skabe bedre fællesskaber og gøre op med ensomheden i samfundet. 

”Vi må simpelthen ikke skubbe en gruppe mennesker længere og længere væk fra fællesskabet. Ensomheden må ikke indfinde sig. Det er en af velfærdssamfundets største udfordringer, for ensomhed kan være ekstremt invaliderinde, og der er det vigtigt, at vi åbner op og forsøger at få alle med”, siger Benedikte og nævner her headspace, Oprust og Unge På Vej som eksempler på gode fællesskaber, der skaber frirum og inviterer folk ind i fællesskabet og viser, at man ikke er alene med problemerne.

Politisk snilde skal åbne døre
På spørgsmålet om, hvad der kan blive hendes styrker som formand tøver hun for første gang og venter med at svare. For hun vil ikke selv vurdere, hvad hun er god til, men derimod vil hun gerne snakke om, hvordan hun kan bruge sin politiske erfaring i foreningsarbejdet.

”Der er rigtigt mange udfordringer i forhold til, hvordan sundhedssystemet og kommunerne snakker sammen. Det kan i forvejen være svært at finde rundt i systemet - og det er kun endnu sværere for de borger, der så hårdt ramt, at de vågner om morgenen og ikke kan overskue, hvad de skal tage på af tøj. Vi har simpelthen for komplicerede, rigide og regelstyrede systemer”, siger Benedikte Kiær og tilføjer:

”Det giver jo ingen mening, at et menneske, der går ned med en depression, som mister sit job, fordi hun har været sygemeldt for længe, som mister sit forsørgelsesgrundlag og ikke har råd til et buskort, at kommunen så skal bruge flere penge og ressourcer på at vurdere, om hun skal have et buskort, end det ville koste at give hende det. Det er for galt”.

Netop erfaringer fra de mange år i landspolitik, i kommunerne og regionerne ser Benedikte Kiær som en stor force i forhold til at videreudvikle Foreningen Det Sociale Netværk.

Frivillige er en ressource
Men hun mener ikke kun, at det er de offentlige institutioner, der skal tage ansvar. Benedikte Kiær er en stor fortaler for, at det frivillige Danmark i høj grad også bidrager til at videreudvikle vores samfund.

”Der er en boblende verden af gode kræfter og ressourcer i civilsamfundet, der skal og kan engagere sig, og her skal vi også have så mange med som muligt, for de sociale relationer betyder meget. Man kan se på mennesker, der isolerer sig og bliver ensomme, at de får flere psykiske problemer”, siger Benedikte Kiær og tilføjer:

”Når vi sætter os ned og lukker øjnene, så kan vi alle komme i tanke, om en god ven, en bekendt eller et familiemedlem, der er blevet ramt på psyken. Er gået ned med stress, og måske har fået depressioner, helbredsangst eller noget helt tredje. Hvor familier har mistet en nærværende mor, venner har mistet en stærk skulder, og forældre har set deres børn forsvinde ind i sig selv. Det er forfærdeligt, og det er det, som jeg vil arbejde indædt for, at vi får forbedret i vores velfærdssamfund”.

Rundt om Benedikte Kiær

- Født den 10. december 1969.
- Benedikte Kiær meldte sig ind i Det Konservative Folkeparti i 1991.
- Hun blev uddannet cand.scient.pol. ved Københavns Universitet i 2001.
- Borgmester i Helsingør Kommune.
- Har tidligere været Socialminister og politisk ordfører for de konservative.
- Benedikte Kiær bor til dagligt i Helsingør sammen med sin mand Lars og hans søn Simon, som er hos dem hver anden uge.
- Blev i 2014 næstformand i Foreningen Det Sociale Netværk, hvor hun netop er blevet ny formand.

www.headspace.dk bruger cookies

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere og giver info om, hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. www.headspace.dk bruger primært cookies til trafikmåling, login og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om cookies på www.headspace.dk her --