Bliv medlem af
Det Sociale Netværk/
headspace Danmark

VirksomhedsNetværket til headspace Aalborg

6. januar 2017

headspace Aalborg er klar til at søsætte deres eget virksomhedsnetværk og søger virksomheder med socialt engagement.

Et nyt projekt, der skal hjælpe unge på kanten af job og uddannelse, er på vej i headspace Aalborg. 

Initiativet hedder VirksomhedsNetværket og er hentet til byen fra Esbjerg, hvor det lokale headspace har haft stor succes med at matche virksomheder med unge, der har brug for et lille skub til at komme i gang med et job eller en uddannelse.

Der er en del brugere af headspace, der har motivationen, men som har brug for en håndsrækning, fortæller Line Brix, centerchef i headspace Aalborg

"Mange af de unge, vi møder, har udfordringer, der relaterer sig til job og uddannelse. De har ikke fundet deres vej i livet og mangler måske troen på, at de kan blive en succes". 

I et forløb under VirksomhedsNetværket bliver den unge ansat i fire måneder på ordinære løn- og arbejdsvilkår. Til gengæld er både den unge og virksomheden sikret tæt sparring og rådgivning hos headspace.

Lokalmiljøet løfter i flok
Hovedtanken bag VirksomhedsNetværket er, at den lokale forankring og et tæt samarbejde mellem headspace og erhvervslivet kan give de unge en frisk start på uddannelses- og arbejdslivet.

Derfor er headspace lige nu på udkig efter virksomheder i Aalborg og opland, der har lyst til at tage et socialt ansvar og åbne deres arbejdsplads for unge headspace-brugere.

"Vi søger alt lige fra detailhandel og kontor til lager, logistik og virksomheder indenfor de håndværksmæssige fag", fortæller Line Brix, headspace Aalborg. 

Både store og små virksomheder er velkomne i netværket, men Line Brix ser det som en klar fordel, hvis det også er muligt at tiltrække virksomheder, der kan tilbyde flere forskellige former for jobforløb - for eksempel både kontor og lager.

Tidligere topchef med i front
I Aalborg får headspace hjælp af den nordjyske erhvervsmand Jan Vestergaard, der tidligere har stået i spidsen for Aalborg Industries. Han skal gennem sit netværk skabe kontakt til lokale virksomheder.

"Det netværk, som jeg har til danske virksomheder, kan jeg bringe i spil, og jeg kan forsøge at få andre virksomheder til at tage et samfundsansvar og hjælpe med at løfte den her opgave", fortæller han. 

Jan Vestergaard mener, at der er stort potentiale i at lave helhedsorienterede indsatser, der ruster de unge, som ikke er i job eller uddannelse. 

"Der er jo for tiden en stor diskussion om, at ungdomsliv går til spilde, og om vi er ved at tabe en generation på gulvet. Rigtig mange må opgive at tage en uddannelse, og mange kommer ikke i praktik, og det er problematisk i en tid, hvor vi også ser, at der er mange virksomheder, der mangler arbejdskraft. Derfor er det også oplagt at se på, hvad vi kan gøre lokalt, og hvordan vi som virksomheder kan hjælpe med at løse den her udfordring", siger han.

Læs længere interview med Jan Vestergaard om VirksomhedsNetværket

Et alternativt jobtræningsforløb
Det særlige ved VirksomhedsNetværket er, at headspace matcher virksomhederne med unge, der er motiverede for at komme ud i et forløb, og den tætte kontakt til både den unge og virksomheden bevares gennem hele forløbet. 

Der er ikke noget bureaukrati, al kontakt og sparring foregår gennem headspace, som hele tiden er med på sidelinjen for at sikre, at forløbet bliver så godt som overhovedet muligt. Både for den unge og for virksomheden. 

Jobforløbet under VirksomhedsNetværket er et alternativ til den kommunale indsats. Og Line Brix oplever da også, at headspace rammer en anden gruppe af unge, end dem der er en del af systemet. 

Ud over en ansættelse på almene løn- og arbejdsvilkår, så skal virksomheden også stille en mentor til rådighed, der har ansvaret for, at den unge i jobforløbet får en god og tryg indgang til hverdagen på en arbejdsplads. Og som både kan give skulderklap og motivere. 

Både ansættelsesforholdet, mentoren og samarbejdet med headspace skal sikre, at forløbet bliver en succesoplevelse for den enkelte unge, fortæller Line Brix:

"Mange af de unge, som vi møder, har mistet tilliden til andre og til sig selv. Det kan være på grund af kaotiske familieforhold, eller at de har haft en folkeskoletid, der har været præget af mobning og eksklusion. De har ofte kæmpet med at finde en plads i livet og deres eget værd. Vi vil gerne være med til at vise dem, at de dur til noget", siger hun. 

Vil du høre mere om VirksomhedsNetværket og joblæring, så kontakt Line Brix, centerchef i headspace Aalborg, på lm@headspace.dk 

Læs mere om VirksomhedsNetværket

Læs mere om headspace Aalborg



 

www.headspace.dk bruger cookies

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere og giver info om, hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. www.headspace.dk bruger primært cookies til trafikmåling, login og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om cookies på www.headspace.dk her --