Kommunikations- og SoMe-guru til Det Sociale Netværk/headspace Danmark

Taler du SoMe? Evner du at skrive på en måde, der fanger og fastholder dit publikums interesse?

Er du samtidig passioneret omkring initiativer, der sætter fokus på psykisk sårbarhed og på at styrke børn og unges mentale trivsel, så er du måske vores kommende kollega.

Vi søger en kollega, der kan formulere sig, så modtageren forstår budskabet, og som sætter pris på, at i en lille organisation arbejder vi sammen på tværs af titler og løfter i flok, hvor og hvornår behovet er der og uanset faglig baggrund.

Til vores kommunikationsteam søger vi en ildsjæl, der kan tale SoMe til vores modtagere (som primært er børn og unge mellem 12-25 år), så de forstår og sætter pris på indholdet. Samtidig er du i stand til at løse klassiske PR-opgaver. Stillingen er en fuldtidsstilling på 37 timer/uge.

I Det Sociale Netværk/headspace Danmark arbejder vi med at formidle viden til rette modtager – unge såvel som fagpersoner og politikere. Vores kommende kollega skal evne at arbejde med intern kommunikation og videndeling i den større sags tjeneste og med en differentieret tilgang, da vores formidling foregår på forskellige kanaler.

Du begår dig hjemmevant og har fingeren på pulsen på de relevante kanaler, så vi løbende kan tilpasse vores kommunikation til vores publikum. Dit sprog er klart og flydende på tværs af genrer.

Hvad skal du lave?
Du vil primært arbejde med:

  • Udvikling og produktion af indhold på sociale medier og vores hjemmesider samt pressemeddelelser.
  • Sparring på, udvikling af samt hjælp til at eksekvere events i samarbejde med vores event manager.
  • Bistå presse- og kommunikationschefen i det daglige, fx med kommunikationsplaner, lettere pressehåndtering, taler osv. 
  • Samt alt muligt andet – Vi er en organisation, hvor vi tager hensyn til hinanden, og hvor alle hjælper alle.

Hvem er du?
Som person er du dedikeret til at nå vores fælles mål, du vil gerne lære noget nyt hver dag og bruge den viden til at udvikle dig fagligt og personligt i en af Danmarks, efter vores mening bedste, NGO’er.

Du er en igangsætter, der leverer til tiden og i korrekt indpakning og sprogbrug. Vi har brug for en idérig person, der er selvstændig og nytænkende, og som udfordrer os.

Vi forventer, at vores kommende kollega har en uddannelse inden for kommunikation og formidling samt tre-fire års erhvervserfaring fra en lignende rolle.
Derudover har du:

  • Hands-on strategisk erfaring med sociale medier.
  • Interesse for feltet mental trivsel – særligt i forhold til børn og unge.
  • Kendskab til samfunds- og sundhedsfagligt arbejde. Hvis du har erfaring fra NGO-sektoren, med public affairs eller fra politisk arbejde, er det et stort plus.

Vi har kontorer i det meste af Danmark, og du må derfor forvente nogen rejseaktivitet.

Vi tilbyder
Løn efter kvalifikationer og har en række personalegoder, men vigtigst af alt, tilbyder vi et uformelt arbejdsmiljø i vores ambitiøse og travle sekretariat, der huser mange forskellige initiativer. Vi bindes sammen af nogle fælles, stærke pejlemærker: Det Sociale Netværk er en stærk og troværdig stemme for de psykisk sårbare. 

Vi indgår i partnerskaber på tværs, demonstrerer civilsamfundets styrker, og nedbryder tabuer og fordomme om psykisk sårbare. Vi trækker på erfaringer fra de psykisk sårbare selv, og vi udvikler tilbud til dem via grundig dokumentation og analyse.

Er du interesseret?
Hvis du har spørgsmål til stillingen, kan du fange vores presse- & kommunikationschef Jakob Risom på +45 6165 6540.

Vi har ansøgningsfrist den 2. juni og du søger ved at sende din ansøgning og cv mærket ”Kommunikationskonsulent” til job@detsocialenetvaerk.dk.

Vi forventer at afholde samtaler i uge 24 med en forventet tiltrædelse pr. 1. september 2020.

www.headspace.dk bruger cookies

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere og giver info om, hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. www.headspace.dk bruger primært cookies til trafikmåling, login og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om cookies på www.headspace.dk her --