Synlighedsbesøg på Roskilde Katedralskole

Hos headspace Roskilde arbejder vi hele tiden for at udbrede kendskabet til headspace. Derfor tog vi en dag i maj på synlighedsbesøg på Roskilde Katedralskole – for at fortælle skolens unge om headspace.

“Jeg synes, det er rigtigt godt, at I kommer ud på gymnasierne og gør jer synlige. Det er vigtigt, fordi der er unge mennesker, som har brug for nogen at snakke med.” siger Claus Niller, rektor på Roskilde Katedralskole, da vi møder ham på et synlighedsbesøg i maj.

Skolen syder allerede, da vi ankommer tæt på spisefrikvarteret. I dag er vi tre, der er taget afsted - Ditte, som er frivillig i huset og ved siden af arbejder i sin egen praksis, hvor hun laver kranio-sakral terapi. Jytte, som er i headspace tirsdag og onsdag og derudover arbejder som socialrådgiver - og Louise, som er ungerådgiver og arbejde med formidling for headspace.

Da vi kommer ud på gymnasiet, er det tæt på sidste skoledag, og en masse 3. g’ere er i gang med at arrangere et event, der skal løbe af stablen i pausen. Vi får hurtigt kontakt til skolens imødekommende vicevært, der hjælper os på plads med vores stand, hvor vi gør klar til at tale med en masse unge. Flyers, bolsjer og balloner bliver lagt frem, og så bliver klokken hurtigt 12.

Det vælter ud med unge mennesker, og vi står klar til at tale med så mange af dem som muligt. Mange kender allerede til headspace, og flere er meget positivt stemt i forhold til hele konceptet bag initiativet. Flere af de unge studerende er nysgerrige og stiller en masse spørgsmål.

“Er det ikke rådgivning for unge? Det lyder meget godt - men hvad er det, der gør det anderledes fra andre steder, hvor folk kan ringe og snakke?”

…og det er selvfølgelig et rigtig godt spørgsmål. Forskellen på headspace og nogle af de andre tilbud, der er for unge, er, at vi har fysiske centre over hele landet, hvor man kan møde op, hvis man har behov for at tale med nogen. Derudover behøver de unge ikke have et bestemt problem eller vide præcis, hvad det er, der er svært, for at komme i headspace. Her kan man komme med stort og småt, og man kan ikke gå forkert. 

“… og hvor mange gange kan man komme? Der er også anonym rådgivning i sådan et familiecenter, har jeg hørt - men der kan man kun komme tre gange, og så skal du blive medlem.”

Hos os skal man ikke være medlem, og vi har ikke noget max. for, hvor mange gange man må komme og tale med os. Hos headspace Roskilde står vi til rådighed for de unge til at tale om stort og småt. Én af de studerende, vi taler med, kender godt organisationen og er stødt på den i forhold én, som havde mistet.

“Det er sådan et sted for unge, hvor man kommer hen og snakker om de problemer, de har. Som for eksempel hvis man har mistet nogen, er det så ikke der, man kan gå hen og snakke om det? Har vi ikke haft noget om det her på skolen? Jeg synes tit, vi har set noget om jer her på skolen.”

Der er ikke nogen af de unge, som vi taler med, der ikke er positivt stemte overfor konceptet. Tværtimod får vi af flere omgange bekræftet, at de ser mening i tilbuddet.

“Jeg synes, det er et godt tilbud. Altså nu kender vi det ikke så meget, men jeg synes da, det er en meget god idé til dem, der sådan har brug for det ikke? Jeg synes, det er fornuftigt, at man kan hjælpe dem.”

Det at møde de unge der, hvor de er, er én af kerneværdierne i headspace. Vores erfaring er, at det er rigtigt godt at tage ud og møde de unge i deres hverdag. Vi bliver glade, hver gang vi støder på unge, som allerede ved, hvem vi er - og det giver enormt meget energi til fortsat at tage ud på endnu flere synlighedsbesøg for derved at sikre os, at vi får budskabet om headspace ud til så mange unge som muligt.

Den dag var vi desuden så heldige at fange rektor, da vi var på besøg på Roskilde Katedralskole. Se med i videoen nedenunder, hvis du vil høre lidt mere om, hvad han mener om konceptet headspace.