Ensomhed

ensomhed handler ikke kun om at være alene. Man kan sagtens føle sig ensom, selvom man er omgivet af en masse mennesker.

Som ung er der uendeligt mange valg, man skal forholde sig til, og det medfører mange tanker og følelser, som kan være svære at sætte ord på. Nogle unge oplever at gå meget alene med deres tanker og følelser, og det kan føles ensomt ikke at dele sine tanker og følelser med andre. Ensomhed handler ikke kun om at være alene. Man kan nemlig sagtens være alene uden at føle sig ensom. Omvendt kan man også føle sig ensom, selvom man er omgivet af en masse mennesker. Det at være alene kan vælges til, mens ensomhed er en ufrivillig, indre tilstand, som gør ondt. Det kan være rigtig svært at tale om ensomhed. Men ensomhed kan ramme alle.

I headspace møder vi jævnligt børn og unge, som føler sig ensomme. Nogle er helt bevidste om, hvorfor de er ensomme, mens andre har svært ved at pege på en konkret grund eller årsag til det. Uanset hvad, er det vigtigt, at man taler med nogen om, hvordan man har det, hvis man føler sig ensom. I headspace kan du møde ungerådgivere, der står klar til at hjælpe dig med at overvinde ensomheden.

Find dit nærmeste headspace her.

hvorfor er man ensom?

Man kan være ensom af mange grunde. Ensomhed kan være en konsekvens af mange forskellige omstændigheder og kan for eksempel opleves i forbindelse med tab, sorg og savn. 

At flytte til en ny by og ikke have nogen at mødes med efter skole eller i weekenden, at miste et familiemedlem og føle sig alene med sorgen, at blive mobbet eller at miste en god ven på grund af flytning er alle sammen ting, der kan skabe ensomhed og en dyb følelse af at være alene. Når man er ensom, kan man føle sig svigtet eller udelukket fra et fællesskab, som man gerne vil tage del i.

Det er ikke ualmindeligt, at skyldfølelse følger med ensomhed. Det kan være, at du skammer dig over at være ensom, og at det er svært at tale med andre om det, og det kan forstærke trangen til at isolere sig. På den måde kan ensomheden fastholdes, og du kan miste tilliden til dine omgivelser.

gør noget ved ensomheden

Hvis følelsen af ensomhed bliver for massiv i din hverdag, er det vigtigt, at du gør noget ved det. Det kræver mod at tage det første skridt til at komme i kontakt med andre, og det kan headspace heldigvis hjælpe dig med.

Det kan også være rart at møde andre unge, som har det ligesom dig. Der findes mødesteder for ensomme unge over hele landet, hvor du kan møde op og lære andre unge i samme situation at kende og være en del af et fællesskab. Det er faktisk også muligt i flere headspaces.

Find mere information om hjælpetilbud her. 


 

www.headspace.dk bruger cookies

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere og giver info om, hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. www.headspace.dk bruger primært cookies til trafikmåling, login og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om cookies på www.headspace.dk her --