mobning

er du blevet holdt udenfor, slået, ikke snakket til, eller har du oplevet at blive hængt ud på nettet? så er du langt fra den eneste.

Mobning kan se ud på mange forskellige måder, men uanset hvad, er det meget ubehageligt at blive udsat for, og det kan gøre en meget trist og ked af det – også mange år efter.

At være udsat for mobning kan betyde, at man kan opleve at føle sig mere aleneangst eller ikke ville i skole uden måske at kunne finde ud af hvorfor. Mobning kan på den måde sætte dybe spor i os, både når det foregår, men også lang tid efter og kan gøre, at man tvivler på sig selv, ikke føler sig god nok og bliver usikker på sig selv.

Hvis du lige nu står i en situation, hvor du oplever, at de andre i din klasse eller på dit arbejde eller i en anden sammenhæng udelukker dig, eller hvis du tidligere er blevet mobbet og føler, at du burde være kommet dig over det, fordi det måske er mange år siden, kan det være en god ide at opsøge hjælp. I headspace kan du møde ungerådgivere, der står klar til at lytte og hjælpe dig med at finde ud af, hvordan du skal håndtere mobningen.

Find dit nærmeste headspace her.

Læs historien om Julie, der fik hjælp til at komme sig over mobning i headspace.

forskellige oplevelser af mobning

Når man er en del af en klasse, en arbejdsplads eller et andet fællesskab, hvor der er mobning på spil, så har det noget at gøre med, at samspillet, er gået skævt. Det handler om, at der er nogle dårlige mønstre, som har taget over i det samspil i klassen, på arbejdspladsen eller et andet sted., som burde være gode, men som i stedet er negative. 

Mobning kan ramme alle, og det er faktisk ikke kun den, der bliver mobbet, som rammes af det. Mobning skaber nemlig en utryg kultur for alle i fællesskabet. Det er for eksempel meget ubehageligt at gå i en klasse, hvor der er nogen, der bliver mobbet. Man kan føle, at man bliver nødt til at udelukke andre for selv at kunne få lov at være med i fællesskabet, og man kan være bange for at være den næste, der står for skud.

Mobning er ikke nødvendigvis synligt for alle, og alle i fællesskabet er ikke altid enige om, at der foregår mobning. Der kan for eksempel være stor forskel på, hvordan elev, lærer og forælder oplever det. Mobning kan derfor også være rigtig svært at tale om. Det er heller ikke altid, at ens lærer eller forælder tror på en, når man fortæller dem, at man selv eller andre er udsat for mobning – og det er naturligvis meget ubehageligt.

Mobning på nettet

Flere og flere børn og unge oplever at blive mobbet på nettet. I nogle tilfælde vil mobningen på nettet faktisk være endnu grovere end i den fysiske verden, fordi det er nemmere at mobbe, når man ikke står ansigt-til-ansigt med offeret. Her behøver mobberen nemlig ikke stå til ansvar for handlingen i øjeblikket. Nogle gange er afsenderen endda anonym og har måske oprettet en falsk profil kun med det formål at mobbe en anden person.

For nogle eksisterer mobningen på nettet side om side med mobningen i den fysiske verden, og mobningen stopper derfor ikke, når offeret har fri fra skole, arbejde eller et andet fællesskab. Mobning på nettet kan desuden gøre mindst lige så ondt som almindelig mobning og have lige så store konsekvenser for offeret.

Få hjælp, hvis du bliver mobbet

Det kan føles svært, og måske endda umuligt, at gøre noget ved mobning, og gode råd som: ”Du skal bare ignorere det, så går det over” hjælper i hvert fald ikke. Det kan faktisk også være svært for mange børn og unge at indrømme, at de er eller har været udsat for mobning.  Men mobning er en del af mange unges hverdag.

I headspace kan du tale med vores ungerådgivere, uanset om din oplevelse af at være blevet holdt udenfor eller mobbet ligger langt tilbage eller foregår lige nu. Vi vil gerne lytte og hjælpe dig med at sætte ord på nogle af de oplevelser, som du har eller har haft. 

Find mere information om hjælpetilbud her.

www.headspace.dk bruger cookies

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere og giver info om, hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. www.headspace.dk bruger primært cookies til trafikmåling, login og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om cookies på www.headspace.dk her --